På søndag afgøres præsident Nicolas Sarkozys skæbne i fransk politik. Han står til at tabe valget, og hvis han gør det, vil han helt forlade politik, har Sarkozy tidligere sagt. Men det er nu ikke så sikkert, siger præsidentens rådgiver og tætte ven Alain Minc.

- Hvis han kun bliver besejret med en lille margin, forbliver han en meget stærk spiller, siger Alain Minc til Reuters.

Sarkozys chancer for at vinde er forværret to dage før anden og afgørende valgrunde i Frankrig. Midterpartierne og de højrenationalistiske partier har opgivet at støtte ham, og onsdag blev Sarkozy flere steder udråbt til taber af den store TV-duel imod sin socialistiske rival Francois Hollande. Hollandes meningsmåling skrumpede ellers til fem procent, efter at den havde ligget mellem seks og ti procent i sidste uge.

- Hvis Sarkozy bliver besejret, men sikrer sig 48 til 48,5 procent i en tid, hvor regeringer bliver væltet på grund af økonomisk krise, så er det ingen skam. Vi må se, hvad han beslutter sig for at gøre, siger rådgiver Alain Minc.

Nicolas Sarkozy er Frankrigs 23. præsident. Han er samtidig den mest upopulære præsident, som nogensinde har stillet op til et genvalg. Han har fået skylden for landets økonomiske problemer og har som den første præsident i nyere tid tabt første runde i valget til sin udfordrer.

På søndag skal franskmændene til valgurnerne.