Livet som transseksuel skal være lettere i Danmark.

Derfor skal der ifølge et udspil fra regeringspartiet de radikale indføres kønsneutrale pas og cpr-numre, og mænd skal uden erklæringer fra Sexologisk Klinik eller andre myndigheder kunne tage et kvindenavn - og omvendt. Det skriver Politiken torsdag.

- Transpersoner føler ofte diskrimination, i forhold til hvordan de kan agere i samfundet. De bliver puttet ind i kasser, så enten er du mand, eller også er du kvinde, lyder forklaringen fra ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen (R) til Politiken.

- I dag kan man jo skifte køn (ved operation, red.) og så få et andet cpr-nummer. Men transpersoner, som ikke skifter køn, oplever det ofte som et problem, at deres cpr-nummer afslører deres biologiske køn, for det er ikke det køn, de føler sig som, tilføjer ordføreren, der bruger samme argumentation bag ønsket om at liberalisere navneloven og indføre neutrale pas.

I dag slutter mænds cpr-numre på et ulige nummer, mens kvinder har et lige nummer. Tilsvarende markeres det i danske pas med et M eller F, om indehaveren er mand eller kvinde.

Kun hvis du har været forbi Sexologisk Klinik og fået en diagnose, kan du få lov til at skrive X i dit pas, og ligeledes skal du have en erklæring på, at du er transseksuel, fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, før du kan få lov at tage et fornavn fra det modsatte køn.

Og endelig skal der en kønsskifteoperation til for at få lov at ændre cpr-nummer.

Men det skal der altså gøres op med, mener de radikale, der allerhelst vil have regeringen til at arbejde for, at passet gøres helt kønsneutralt, så pasejeres køn slet ikke fremgår af passet.

Tilsvarende foretrækker partiet, at der indføres en model, så alle cpr-numre gøres kønsneutrale. Alternativt at transpersoner frit kan få udskiftet deres sidste to cifre med eksempelvis 00, eller at de får lov til at få et nyt tilfældigt sidsteciffer, forklarer Sofie Carsten Nielsen til Politiken.

BNB