Henrik Qvortrup er overrasket over Johannes Schmidt-Nielsens raseri-udbrud efter fredagens skatteaftale
- Jeg er kommet på Christiansborg i mange år, men jeg har aldrig nogensinde set en politiker være så vred, som det jeg så Johanne Schmidt-Nielsen var her til aften.
Sådan siger TV2’s politiske kommentator, Henrik Qvortrup, om Enhedslistens politiske leder, der dirrede af raseri, efter regeringen valgte partiet fra og indgik skatteforlig med Venstre og De Konservative.
Det kan meget vel blive endog meget alvorligt for regeringen, at støttepartiet er så oprevet.
- Vi er på en anden frekvens, end hvad der er rationelt. De føler sig ydmyget og, som Johanne Schmidt-Nielsen selv sagde, pisset på, og det er ikke helt til at sige, hvad det kan ende med. Jeg vil ikke længere kategorisk afvise, at de vil gøre brug af truslen om at vælte regeringen, selvom jeg stadig ikke tror, at det sker. Men at dømme efter Johannes reaktion her til aften (fredag, red.), så gør man vist klog i ikke at afvise noget som helst.
Han forstår i det hele taget ikke regeringens ageren i timerne op til forliget.
- Man kan godt undre sig over, at regeringen ikke kunne få det til at se lidt svære ud, at lave forlig med de borgerlige. Venstre møder op til forhandlingerne og fire timer senere, kommer de ud, med en aftale under armen. Det sker efter, at de har forhandlet med Enhedslisten gennem flere dage. Man kan jo sådan set godt forstå, at det kan virke provokerende på støttepartiet, siger han.