En lang række programmer på TV 2 sætter i uge 43 fokus på Danmarks største folkesygdom: Kræft.

I en hel uge vil der blive quizzet, kørt og danset for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Det hele kulminerer i et stort indsamlingsshow lørdag 27. oktober på TV 2. Det skriver b.dk.

I dag rammer kræft hver tredje dansker, og sygdommen koster hver dag 42 personer livet. Men det nytter at kæmpe imod kræften, understregede forskningsleder i Kræftens Bekæmpelse, Susanne Krüger Kjær, på et pressemøde fredag

For første gang i verdenshistorien er det f.eks. lykkedes at udvikle en vaccine imod en kræftform - nemlig livmoderhalskræft, som hvert år rammer op imod en halv million kvinder i verden.

- Et stærkt forskningssamarbejde har ført til udvikling af den vaccine, som stopper HPV-virus. Den forskning har kostet mange penge, men historien viser, at det nytter. Det kan lade sig gøre at knække cancer, sagde hun ifølge b.dk.

Foruden det store indsamlingsshow vil Knæk Cancer-kampagnen blive en del af en række af TV 2s kendte programmer som »Go’ morgen Danmark«, »Danmark ifølge Bubber«, »Hvem vil være millionær?« og »Vild med dans«.