700 mio. kr. lige ned i lommen, det er, hvad Carolina Panthers' quarterback Cam Newton kan se frem til i løbet af de næste fem år. Den nye aftale er blandt de største nogensinde i NFL.
Cam Newton blev valgt som den første af alle spillere i draften i 2011. Siden da har den 25-årige quarterback formået at få holdet i slutspillet i de seneste to sæsoner, og i 2014-sæsonen førte han sågar holdet til den første slutspilssejr i næsten et årti.
Bedrifterne og Newtons lederegenskaber har fået ledelsen i Carolina Panthers til at kaste de mange millioner efter holdets nummer et.
»Jeg har hele tiden sagt, at Cam er vores quarterback. Vi er henrykte over, at vi har fået forlængelsen på plads,« siger holdets general manager, Dave Gettleman, ifølge AFP.
I de første tre år kan Newton ifløge NFL.com's Ian Rapoport med alle bonusser medregnet indløse hele 457 millioner kroner, hvilket vil være blandt de største udbetalinger for en treårig periode i NFLs historie. Aftalen er samtidig den største i Carolina Panthers' 21-årige historie.
Newton kan samtidig glæde sig over, at han er garanteret 405 millioner kroner, selv hvis han bliver skadet i hele kontraktperioden.