Kommentar

Så røg fløjlshandskerne af.

Jan Pytlick fik givet en bemærkelsesværdig afskedssalut til Dansk Håndbold Forbund og i særdeleshed sportschef Ulrik Wilbek, da han på sit mandags-pressemøde langede ud efter netop Wilbek og fortalte, at han i de sidste to år har følt, at han har været korsfæstet og er ’forblødt langsomt’ på korset. En lidt for kluntet formulering eller et udtryk for Pytlicks raseri og den følelse af forræderi, han sidder tilbage med? Helt klart det sidste. At den så ikke er specielt velvalgt, det er en anden side af historien.

Når Jan Pytlick, en normalt rolig mand, kommer med så hårde ord, så ved man, at vreden er langt mere udtalt, end det rolige ydre afslører hos den afdæmpede fynbo. Jeg skal skynde mig at fastslå, at jeg er helt på omgangshøjde med DHFs fyring af Jan Pytlick. Jeg har selv skrevet, at en fyring var den eneste udvej, hvis dansk kvindehåndbold skulle tilbage og være en seriøs guldkandidat ved slutrunderne.

Men jeg forstår virkelig også godt Jan Pytlicks frustrationer. Selvom han - og det er vigtigt at understrege - ikke har leveret tilfredsstillende resultater, så er det en ydmygende afsked, han får med det, han kalder sit ’hjertebarn’.

Han er længe blevet holdt ud i strakt arm af DHF og i særdeleshed Ulrik Wilbek, der siden han tiltrådte som sportschef efter OL i 2012 ikke ligefrem har givet ubetinget opbakning til Pytlick, når kvindelandstræneren har været i modvind. Den manglende italesættelse af Pytlicks jobsikkerhed har i flere tilfælde skreget til himlen. Det skete så sent som ved hjemkomsten efter EM i Ungarn, hvor meldingen lød på, at alt var i spil.

Derfor er det selvfølgelig Ulrik Wilbek, der er målet for størstedelen af Pytlicks raseri. Godt nok var sportschefen ikke med på det møde, hvor Pytlick endegyldigt fik sin fyreseddel, men Wilbeks aftryk er plastret udover Pytlicks afskedigelse. Og det er, som jeg har skrevet flere gange tidligere, en kendt sag, at Wilbek og Pytlick ikke ligefrem er på julekort sammen. Deres forhold har længe virket anstrengt, og det har naturligvis været en vanskelig opgave for Pytlick at navigere under Wilbek, velvidende at sportschefen langtfra var hans største fan.

Men hele sagen om Jan Pytlicks nedtur og exit fra posten som landstræner er en tosidet størrelse.

For selvom det ikke er klædeligt, så er der noget helt logisk over den måde, som DHF har håndteret det på. Man finder næppe bøger om personalehåndtering, hvor den praksis anbefales, men virkeligheden er, at DHF over de sidste godt to år har taget mere og mere afstand til Jan Pytlick. Og det har resulteret i, at Pytlick her til sidst har stået helt alene og set uheldig ud i så mange situationer, at en fyring virkede uundgåelig og bare var et spørgsmål om tid.

Sikkert var det i hvert fald, at DHF havde let ved at trykke på aftrækkeren og eliminere manden, der oftere og oftere tiltrak negativ omtale til kvindelandsholdet - stort set uanset, hvilke resultater Pytlick måtte skaffe.

Forløbet op til bruddet, både her i december, men også de seneste par år set i sin helhed, kunne så godt være forløbet mere smagfuldt. Og på vanlig DHF-facon fik håndboldforbundet sat to streger under hele deres håbløse håndtering af bruddet med Pytlick, da pressechefen Finn Tage Jensen mandag konstaterede overfor TV2, at ’Morten Stig (generalsekretær i DHF, red.) er på ferie. DHF har ikke andet at sige, end at vi håber, han (Pytlick, red.) kommer ned fra korset inden påske’. Altså en skarp replik til Pytlicks forklaring om følelsen af den sidste tid som landstræner.

Professionelt? Nej, vel. Det kan man på mange måder sige om hele forløbet omkring Pytlick.