Landstræner, Jan Pytlick, har netop offentliggjort på et pressemøde i Norge, at det bliver det unge stortalent Anne Mette Hansen, der snupper den sidste plads i EM-truppen.

- Jeg er meget, meget glad, og jeg vil jeg skal bare til Ungarn og spille min chance 100 procent,” siger Anne Mette Hansen til håndboldforbundets hjemmeside.

Landstræneren fortæller, at der er to grunde til, at valget er faldet på Anne Mette Hansen, der til dagligt slår sine folder i København Håndbold.

- Anne Mette Hansen er udset til at få en vigtig rolle i begge ender af banen, hvor hun har evnerne til at styrke midterforsvaret og samtidig udnytte hendes mange kompetencer i angrebsspillet,” fortæller Jan Pytlick til håndboldforbundets hjemmeside.

Team Tvis Holstebros playmaker Lærke Møller spillede ellers en brandkamp i fredagens sejr over Serbien. Af samme grund lignede hun spilleren, der ville snuppe den sidste billet. Men det var altså ikke tilfældet.

- Det er klart, det har været en svær beslutning, og både Lærke Møller, Mette Tranborg og Jane Schumacher har meldt sig rigtigt flot ind i kampen, men i sidste ende vurderer vi altså, at det er Anne Mette Hansen kompetencer, vi har brug for til mesterskabet, siger Pytlick.

Anne Mette Hansen spiller positionen som venstre back. Det betyder således, at Danmark står tilbage med Lotte Griegel og Kristina 'Mulle' Kristiansen som de oplagte valg på playmakerpositionen. Sidstnævnte blev ellers brugt på venstrefløjen i kampen mod Serbien og gjorde det på imponerende vis. Men med udtagelsen af Anne Mette Hansen, bliver 'Mulle' efter alt at dømme brugt som playmaker igen.

Danmark spiller sin første kamp ved EM-slutrunden i Ungarn og Kroatien den 7. december mod Ukraine.