Der gik ikke længe, før Jan Pytlick fandt sig et nyt job efter fyringen som kvindelig landstræner i slutningen af december.

Den makedonske storklub WHC Vardar melder således på sin hjemmeside, at den har ansat Jan Pytlick som en del af den tekniske komité i kvinde-afdelingen.

»Pytlick vil hjælpe med at forberede holdet til at spille i Champions League med hjælp fra den store erfaring, han har som landstræner for Danmark,« forklarer klubben.

Dermed er det altså ikke som træner, at Jan Pytlick skal fortsætte sin karriere.

Klubbens cheftræner hedder nemlig fortsat Indira Kastratović, og hun kan se frem til at samarbejde med en ny dansker, efter WHC Vardar fyrede Kim Rasmussen fra den samme position. Kim Rasmussen fik kun omkring en måned i jobbet og blev fyret efter et enkelt nederlag i Champions League.

Jan Pytlicks største bedrifter med det kvindelige landshold, som han styrede over to omgange fra 1998 til 2005 og igen 2007 til 2014, var guldmedaljer ved OL og EM. Han har også vundet EM-sølv og VM-bronze til Danmark, men ved seneste EM blev det kun til en skuffende ottendeplads, og det kostede ham efterfølgende jobbet.

Nu er han så beskæftiget igen.