Flere steder på Sjælland er der i løbet af natten stukket ild til halmballer. De påsatte brande skaber utryghed blandt brandfolk.

De tidlige morgentimer søndag har budt på hele fem brande i bigballer overalt på Sjælland - og politiet skønner, at de fire af dem er påsatte. Det skriver DR Sjælland.

Ringsted Brandvæsen er blevet kaldt ud til to naturbrande søndag morgen, hvor der er stukket ild i bigballer, og det samme er Sorø Brand og Redning, mens Kalundborg Brandvæsen også har haft pyromaner på besøg.

- Den første melding får vi 05.30, hvor der bliver meldt om ild i cirka 50 ton halmballer. Tre kvarter senere var den gal igen på en anden mark, fortæller Michael Djervad, beredskabsinspektør i Sorø Brand og Redning.

De mange påsatte brande i bigballer, der begyndte med den omfattende brand på en mark nær Præstø søndag den 19. august, skaber utryghed blandt brandfolkene.

- Det er jo aldrig rart, for der er ingen der ved, hvornår det stopper, og hvornår det begynder igen, siger Michael Djervad til DR Sjælland.

Midt og Vestsjællands Politi samt Sydsjælland og Lolland-Falster Politi skal nu i gang med de tekniske undersøgelser af de mange markbrande natten til søndag.

Ved den omfattende brand i 350 bigballer ved Præstø den 19. august efterlyste politiet to personer i en sort Volvo med litauiske nummerplader.

BNB