RUSLAND: Den russiske præsident, Vladimir Putin, har beordret sin regering til at forberede gengældelsessanktioner mod den seneste række af vestlige sanktioner. Det rapporterer flere russiske nyhedsbureauer tirsdag ifølge Reuters.

»Det skal selvfølgelig gøres forsigtigt for at beskytte russiske producenter og ikke hæmme forbrugerne,« er Putin blevet citeret for at sige.

EU og USA indførte i sidste uge nye sanktioner mod Rusland. Sanktionerne vil blandt andet ramme visse russiske banker og gøre det umuligt for dem at låne penge i EU og USA.

Yderligere rammer de nye sanktioner en del af præsident Vladimir Putins inderkreds, der tæller nogle af Ruslands rigeste mænd, de såkaldte oligarker, der får indefrosset deres midler og begrænset deres rejsemuligheder.

Senest har Rusland tirsdag aften bedt om et hastemøde om den humanitære situation i Ukraine i FNs Sikkerhedsråd. Det skriver nyhedsbureauet ITAR-TASS ifølge Reuters.

FNs Flygtningehøjkommissariat oplyste tidligere tirsdag, at 117.000 mennesker nu er internt fordrevet i Ukraine, hvor regeringsstyrker kæmper mod prorussiske oprørere i den østlige del af landet.