Putin lokker jomfruer i stemmeboksen
”Hvis det er første gang – skal det være med Putin.” Sådan hedder det i en række nye videoer, som skal appellere til unge førstegangsvælgere i Rusland.
”Hvis det er første gang – skal det være med Putin.” Sådan hedder det i en række nye videoer, som skal appellere til unge førstegangsvælgere i Rusland.
Af Lasse Byrdal
Vladimir Putin har taget overraskende midler i brug for at få de unge til stemmeboksen ved det snart forestående russiske præsidentvalg, hvor han er storfavorit. Macho-manden Putin spiller i en stribe videoer 'jomfrukortet'. Videoerne viser unge piger, der modtager råd om deres ”første gang.”
- Lad os finde ud af hvem skæbnen har tiltænkt dig, som det hedder sig i en af de nye kampagne-videoer.
Det er naturligvis førstegangsvælgere, der menes. Men referencerne til den seksuelle debut er tydelig. For danskere kan det virke kontroversielt, men ifølge ruslandsekspert og direktør i Akademisk Rejsebureau, Jon Kyst, er det ikke stødende set med russiske øjne.
Ifølge Jon Kyst kan videoerne godt ses som et forsøg fra Putin på at være ung med de unge.
- Putin skal også passe på, at han ikke bliver for kedelig. Noget af kritikken, Putin har været genstand for, er, at han står for en slags gammelmandsvælde. Det er sikkert også for at modvirke det, at han viser sig med unge mennesker omkring sig og prøver at appellere til unge, siger Jon Kyst til bt.dk.
I en af videoerne besøger en ung pige en spåkone. De taler om hendes ”første gang.”
- Jeg vil have, at det er af kærlighed. Det er min første gang, siger pigen i videoen.
Spåkonen vender derefter et tarotkort med et billede af Vladimir Putin.
Reklamen slutter med et billede af en judo-kæmpende præsidentkandidat, og en tekst der siger: "Putin: Første gang – af ren kærlighed".
- Videoen er ikke kontroversiel i Rusland, men den viser overskud. Det er også en måde at sige på, at Putin er så sikker på at vinde, at han godt kan gøre det på en lidt sjov måde. Russerne har en veludviklet humoristisk sans, som vi måske godt kunne være lidt misundelig på i Danmark, siger Jon Kyst til bt.dk.
Denne form for kampagne siger også noget om, hvilken slags politiker Vladimir Putin er. I Rusland er der andre kriterier for, hvad en præsidentkandidat skal signalere, og for Putin har det altid været sådan, at han skal appellere som mand, fortæller Jon Kyst.
- Dels skal han appellere til mænd, som gerne vil være som ham, og dels til kvinder som gerne vil have én som ham. Det er både for sjov og for alvor. Der bliver kørt lige til grænsen, siger Jon Kyst til bt.dk.
Vladimir Putin ligger til at genvinde posten som Ruslands præsident ved valget på søndag.