Den russiske præsident har lørdag beordret tropper i det centrale Rusland i højeste beredskab. Meldingen kommer i kølvandet på ukrainsk erklæring om våbenhvile,
UKRAINE: Den russiske præsident, Vladimir Putin, har lørdag beordret tropper i det centrale Rusland i højeste beredskab. Det oplyser den russiske forsvarsminister, Sergej Sjoigu, ifølge nyhedsbureauet AP til russiske nyhedsbureauer.
»I overensstemmelse med hans (Vladimir Putins, red.) ordre, er tropperne i de centrale distrikter samt militære enheder sat i fuld alarmberedskab,« siger forsvarsministeren.
Meldingen kommer, efter Ukraines præsident, Petro Porosjenko, fredag erklærede våbenhvile i den østlige del af Ukraine frem til fredag 27. juni.
Han gjorde det klart, at ukrainske soldater kun vil åbne ild mod de prorussiske separatister, hvis de retter geværet mod dem og skyder.
Våbenhvileerklæringen blev straks mødt med kritik fra Rusland, der ikke mener, at våbenhvilen bunder i ønsket om at skabe fred med separatisterne. I stedet anser Rusland våbenhvilen for at være et ultimatum.
Samtidig med at Petro Porosjenko offentliggjorde den ensidige våbenhvile, fremlagde han en plan for, hvordan der igen skal blive fred i det østlige område.
I sin 14-punktsplan påpeger Porosjenko blandt andet, at Ukraine vil decentralisere statsmagten gennem forfatningsreformer. Desuden indikerer præsidenten, at ikke-voldelige separatister kan slippe for retsforfølgelse.