Putin anholder embedsmænd efter oversvømmelser
Tre russiske embedsmænd er blevet anholdt, fordi de ikke advarede om de oversvømmelser, der dræbte 172 mennesker, og som har forårsaget en politisk hovedpine for præsident Vladimir Putin.
Tre russiske embedsmænd er blevet anholdt, fordi de ikke advarede om de oversvømmelser, der dræbte 172 mennesker, og som har forårsaget en politisk hovedpine for præsident Vladimir Putin.
RUSLAND: Den russiske efterretningstjeneste har anholdt tre lokale embedsmænd for forsømmelighed efter de dødelige oversvømmelser, der for godt to uger siden kostede 172 mennesker livet, fordi de ikke var advaret om faren.
Det oplyser AFP ifølge france24.com.
Blandt de anholdte er en af præsident Putins sikkerhedschefer, Alexander Bastrykin, som risikerer op til syv års fængsel.
- De anholdte kendte til vejrprognoserne, men undlod at evakuere befolkningen og advare dem om den fare, der lurede, siger efterretningstjenestens talsmand, Vladimir Markin.
De fleste af ofrene døde ved daggry 7. juli, mens de stadig lå i deres senge og sov. Yderligere gjorde oversvømmelserne 30.000 mennesker hjemløse, hvilket gør katastrofen til den værste siden Sovjet-tiden.
Mange vidner har fortalt, at der ikke lød nogle oversvømmelsesalarmer, men at folk blot modtog SMS-varsler, da det allerede var for sent.
- Folk benægter, at der lød alarmer, selvom den tidligere administrationsleder påstår, at det gjorde der.
Sådan sagde Putin til flere lokale embedsmænd, efter at have talt med en lang række borgere i landsbyen Krymsk ved Sortehavet, hvor oversvømmelserne fandt sted.
Ifølge flere kilder var den anholdte sikkerhedschef opmærksom på oversvømmelsesfaren hele tre timer før, det gik galt.