En lang række psykiatere føler sig pressede til at udskrive patienter før tid for at få plads til nye patienter.

Det skyldes overfyldte psykiatriske afdelinger, viser en undersøgelse, som DR Nyheders analyseafdeling har foretaget i samarbejde med Dansk Psykiatrisk Selskab blandt næsten 400 psykiatere.

Psykiaterne svarer i 30 procent af tilfældene ja til, at de cirka en gang om ugen eller oftere udskriver patienter, der ikke er færdigbehandlede, for at få plads til nye patienter.

- Jeg tror, at der er mange psykiatere derude, som føler, at de pisker rundt og laver brandslukning, og at de ikke kan lave det, som de fagligt synes, de kan stå inde for.

- De går rundt med en konstant bekymring for at udskrive folk, som de ikke synes er helt klar til det, siger Jeanett Bauer, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab til 21 Søndag.

43 procent af psykiaterne oplever ifølge undersøgelsen også, at de cirka en gang om ugen eller oftere ser patienter, der bliver genindlagt, fordi de ikke var færdigbehandlede.

- Det er desværre ikke uventet. Systemet er hårdt belastet, og det er meget ubehageligt for patienterne og deres pårørende, siger Poul Videbech, der er professor i psykiatri og medlem af Dansk Psykiatrisk Selskab.

Dansk Psykiatrisk Selskab har i en ny hvidbog argumenteret for, at der mangler 15-20 procent flere senge i psykiatrien.

Men det vil ikke hjælpe, mener ni ledende danske psykiatere, som i et åbent brev kritiserer den »gammeldags tankegang« om, at flere sengepladser er svaret.

- Psykisk syge skal ikke stuves af vejen på hospitaler, men i stedet have lettere adgang til opsøgende teams. Resultater fra distriktspsykiatrien og opsøgende teams viser, at efter mødet med hospitalet har folk med psykiske lidelser bedst af at blive hjulpet på plads og komme i gang med hverdagen, forklarer Lars Søndergaard, klinikchef ved Psykiatrisk Center i Glostrup, til Berlingske Nyhedsbureau.

Næstformand for Danske Regioner, Carl Holst (V), er enig.- Psykiske lidelser bliver ikke kureret af flere hospitalssenge. Penge til psykiatrien bør i stedet bruges til at behandle de psykisk syge i deres nærmiljø, og her kommer OPUS-holdene ind i billedet.

- I Region Syddanmark (hvor Carl Holst er formand, red.) har vi haft positive resultater med at udbygge lokalpsykiatrien og øge antallet af OPUS-teams - det er vejen frem, siger Carl Holst til Berlingske Nyhedsbureau.