Hvert år rammes 12.000 danskere af blodprop i hjernen

I 2011 blev Michael Bundesen en del af en kedelig statistik. I Danmark rammes ca. 12.000 mennesker hvert år af en blodprop i hjernen. For sangerens vedkommende slog lynet ned torsdag 19. maj 2011, da han i sit hjem nord for København fik sit liv forandret.

Professor ved Aalborg Universitet Torben Moos fortæller, at det er meget ‘voldsomt’ at få en blodprop i hjernen. Dels umiddelbart efter at blodproppen har ramt, men også i genoptræningen kan livet været endog meget svært:

- Det er et akut traume, der rammer ens hjerne, og den psykiske konsekvens er, at patienter bliver så ramte humørmæssigt, at de udvikler depressioner og derfor også skal behandles for det. Man kan også udvikle angst, herunder dødsangst, siger Torben Moos, der udtaler sig i generelle vendinger.

Den konkrete genoptræning er individuel, men fællestrækket for landets mange tusinde patienter, der har haft en blodprop i hjernen, er, at de mødes af et særligt team bestående af læger, sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Her er målet at få førligheden tilbage på det bedst mulige niveau.