En engelsk professor mener ikke, at Storbritannien nogensinde forlader EU. Det er simpelthen for komplekst, siger han. Det skriver britiske Daily Mail.

Artikel 50. Det er, hvad Storbritannien skal påberåbe sig, når de efter planen forlader EU. Professoren Thom Brooks, der er leder af det juridiske fakultet ved Durham University mener dog ikke, at det nogensinde kommer til at ske. Han mener, at det er for svært at komme ud af næsten 50 års lovgivning.

Siden briterne stemte sig ud af EU, har der været megen palauer om udmeldelsen. Storbritanniens premierminister, Theresa May, har dog været ude at sige, at ’Brexit betyder Brexit’. Det er Thom Brooks ikke enig i. Han siger, at hendes udtalelse svarer til at sige ’volapyk betyder volapyk’.

Thom Brooks var med til at udforme spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien skulle blive i eller forlade EU. Nu fortæller han altså i interviewet med Daily Mail, at han ikke tror, at Storbritannien kommer til at gøre brug af artikel 50.

»Jo mere regeringen kigger på, hvad det egentlig kræver at forlade EU, des mindre får de lyst til at gøre det. Der ligger et 42 år gammelt retsligt forhold mellem EU og Storbritannien, der ikke er let at skille ad. Det er en helt vanvittig stor opgave,« siger Thom Brooks.

Artiklen fortsætter efter billedet.

I stedet tror han, at politikerne vil trække udmeldelsen tilbage og i stedet stemme om en ny løsning. For han mener, at Boris Johnson kun støttede leave-siden for at score point hos vælgerne. Også Liam Fox, der er minister for international handel, får en bredside. Thom Brooks kalder ham ’naiv’ for ikke at indse, hvor stor en opgave regeringen står overfor.

Thom Brooks forventer i stedet en ny afstemning. Den skal vise, om briterne stadig støtter op om et Brexit, eller om de i stedet vil have en mildere løsning, der kræver andet end en fuld udmeldelse.

Tidligere har professor og centerleder på Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, Marlene Wind, udtrykt samme holdning.

»Jeg tror, at de hurtigt finder ud af, at det her ikke fungerer – de får kolde fødder. Der vil være så meget kaos med Skotland, som vil forlade Storbritannien, og vælgere, som har ombestemt sig. Men også ud-politikere, der nærmest konkurrerer om at tale situationen ned, så man undgår at forlade EU,« sagde Marlene Wind til BT tilbage i juni.

»Det er min forventning, at der vil være en ny afstemning. Der vil være et pres fra de mange vælgere om at stemme igen. Samtidig er der mange vælgere, som har ombestemt sig siden folkeafstemningen, og jeg tror ikke, at man kan ignorere den beslutning.«