De nye oplysninger om, at fodboldklubben Viborg FF havde tilbudt en langt billigere pris for navneretten til Viborg Stadion end den pris, som i sidste ende blev forhandlet hjem, kan få et alvorligt efterspil.
Det siger lektor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet til BT.
Han vurderer, at oplysningerne kan få Statsforvaltningen til at genåbne en undersøgelse af spørgsmålet om Viborg Kommune - med den daværende borgmester Søren Pape Poulsen i spidsen - tvang en for høj pris på navneretten til Viborg Stadion igennem for dermed inddirekte at kunne give støtte til den økonomisk trængte fodboldklub, Viborg FF.
- Statsforvaltningen har afgjort, at det var ulovlig støtte fra kommunens side at pålægge energiselskabet at købe navnesponsoratet, men det har ikke været muligt at påvise, at der var betalt en for høj pris, så derfor har Statsforvaltningen ikke vurderet, at det var tilfældet ud fra oplyste fakta i sagen.
- Derfor er det væsentlige oplysninger, der nu kommer frem, og det giver måske Statsforvaltningen anledning til at stille nye spørgsmål, siger Sten Bønsing til BT.
Den daværende formand for Energi Viborg og tidligere byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Benny Ragner, står i dag frem i BT og fortæller, at han i 2011 drøftede et tilbud med Viborg FFs ledelse om at købe stadionnavnet for 500.000 kr. årligt.
Det er belastende oplysninger for den nye konservative leder Søren Pape Poulsen, der i sin tid som Viborg-borgmester, samme år stod i spidsen for at gennemtvinge en aftale om, at Energi Viborg købte navneretten for 3,25 mio. kr. over en periode på tre år.
Statsforvaltningen har efterfølgende undersøgt om aftalen reelt var skjult støtte, eller om der blot var tale om almindelig markedsføring, som Søren Pape Poulsen fastholder.
Del: