I længere tid har der være store problemer på den psykiatriske afdeling i Odense, som dannede rammen om en 47-årig psykisk sygs overfald på tre ansatte fredag. Det viser en rapport fra Arbejdstilsynet, som Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.
De voldelige episoder på afdelingen er eksploderet det seneste år. Antallet af situationer, som blev opfattet som voldelige af personalet steg fra 13,3 til 47,1 procent mellem 2010 og 2011.
Siden april 2011 har afdelingen været overfyldt, og det har skabt et tidspres, som tvinger de ansatte til at slække på sikkerheden, forklarer de i rapporten. Og ledelsen oplever problemer. Den gør klart, at afdelingen har skullet spare, »at det store arbejdspres gør forholdene vanskelige« og »kan betyde en øget belastning i form af vold og trusler«.
Overordnet lyder konklusionen i Arbejdstilsynets rapport fra 22. december 2011, at der er »risiko for, at medarbejderne udsættes for vold og trusler med fysiske skader til følge«. Både Region Syddanmark og den psykiatriske afdeling har sagt god for konklusionen i et svarbrev 10. februar 2012.
Det er rystende oplysninger set i lyset af fredagens episode, hvor en læge blev skåret i maven, mens to sygeplejesker fik knivstik i ansigt, bryst og mave. Det mener Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, og Knud Kristensen, formand for Landsorganisationen SIND.
- Der tegner sig et billede af et system, der spiller hasard med personale og patienter, siger Knud Kristensen til Fyns Amts Avis.
Ifølge formanden for SIND er psykiatrien ekstremt underprioriteret, og knivoverfaldet viser, at bemandingen er for lav på landets psykiatriske afdelinger.
- Men det her er langt værre, end jeg havde forestillet mig, siger SIND-formanden.
Det er sygeplejerskernes næstformand Dorte Steenberg enig i:
- Det er svært ikke at koble rapporten sammen med den tragiske episode fredag. Det er svært ikke at spørge sig selv, om det kunne være undgået.
Men episoden er ikke nødvendigvis en følge af manglende bemanding, mener lægefaglig psykiatridirektør i Region Syddanmark, Anders Meinert, som kalder sammenfaldet af rapporten og episoden fredag for »træls«.
- Jeg kan ikke udelukke, en sammenhæng, men jeg ved, at der i fredags, hvor de tre ansatte blev stukket ned, faktisk var en rigtig god bemanding på afdelingen, så arbejdspresset ikke har ligget til grund for episoden, siger han til Fyns Amts Avis.