Mario Balotelli er faldet godt til i Nice. Det evige problembarn har lavet seks mål på sine første fem kampe i Ligue 1, og sådan en debut er ikke hverdagskost i det franske. Scoringsgennemsnittet for de første fem kampe er faktisk kun slået af Zlatan Ibrahimovic.
Det skriver Fox Sports.
Da Zlatan Ibrahimovic skiftede til Paris Saint Germain tilbage i 2012, lagde han fra land med 7 mål i sine første fem Ligue 1-kampe, og selvom Balotelli ikke nåede den rekord, er han kommet godt nok fra land til at være den bedste debutant siden den nuværende Manchester United Spiller.
PSG endte med mesterskabet i Zlatans første sæson. Og selvom sæsonen er lang endnu, så har Balotellis OGC Nice-mandskab fået en ganske hæderlig start på sæsonen.
Søndag besejrede Nice-mandskabet Nantes med 4-1. Balotelli scorede i kampen sit sjette sæsonmål, og holdet fra den provencalske riviera ligger på Ligue 1s første plads med seks point ned til Monaco.
Mario Balotellis nye cheftræner, Lucien Favre, er da også svært tilfreds med sin italienske angriber, men han mener fortsat, at der er masser at arbejde forude.
»Jeg har sagt det igen og igen: Der er stadig meget at arbejde med. I dag tog han flere løb tilbage i banen, end han har gjort tidligere. Det er meget positivt,« sagde Lucien Favre efter sejren over Nantes.
Selvom mange havde spået Mario Balotelli en svær start på livet i Nice, er det gået langt over forventning for italieneren. Hvis han fortsætter sin målscoring, bliver det mere end svært for den italienske landstræner, Giampiero Ventura, ikke at udtage Mario Balotelli til landsholdet, som angriberen ikke har spillet for siden VM i Brasilien i 2014.
Torsdag aften mødte Nice og Balotelli Red Bull Salzburg i en Europa League-kamp, der endte 0-2 til Østrigerne.