Private virksomheder løser kommunale opgaver
Danske kommuner er flittige til at udlicitere opgaver til private leverandører. Det tidligere foregangsland, Sverige, halter nu efter Danmark på en række områder, viser en ny analyse.
Danske kommuner er flittige til at udlicitere opgaver til private leverandører. Det tidligere foregangsland, Sverige, halter nu efter Danmark på en række områder, viser en ny analyse.
I mange år har danske politikere og kommuner hentet inspiration i Sverige om udlicitering af kommunale opgaver. En ny analyse fra Anvendt Kommunal Forskning (AKF) viser imidlertid, at danske kommuner langt oftere oftere lader private virksomheder løse arbejdsopgaverne, end svenskerne gør. Og det er overraskende, mener seniorforsker i AKF, Ole Helby Petersen, der har været med til at lave analysen.
- Fra politisk side, i ministerierne og i et vist omfang også i forskningen, har man i mange år regnet med, at der var positive effekter at hente ved at bruge private leverandører, og at der kunne hentes en masse erfaring og inspiration fra Sverige, siger han.
- Men det har indtil videre ikke være tilfældet i det omfang, som man troede. Blandt andet fordi Danmark en række områder er længere fremme end antaget, samt at dokumentationen fra Sverige ikke er entydig.
Hos tænketanken CEVEA er analysechef, Jens Jonatan Steen, ikke så overrasket over analysen, som ifølge hans mening afspejler de seneste ti års borgerlige politik.
- Vi havde en regering med et ideologisk mål om at få flere private leverandører. Der har været et mål om at styrke den private sektor og endda bruge offentlige midler på det. Og det er klart, at det også vil have indflydelse på sådan en undersøgelse, siger Jens Jonatan Steen,
AKF-analysen er baseret på regnskabsdata fra danske og svenske kommuner på seks udvalgte serviceområder, heriblandt folkeskolen, ældre og handicap samt vej, parker og byudvikling. Her fremgår det blandt andet, at de danske kommuner især på tekniske områder som vej- og park og byudvikling udliciterer langt mere end svenskerne.
Til gengæld er vores naboer mere tilbøjelige til at få private leverandører til at løse opgaver som børnepasning og undervisning. Forklaringen skal ifølge Jens Jonatan Steen findes i den svenske tilgang til de såkaldte »bløde velfærdsområder«.
- I Sverige driver man skole på en måde, hvor man har mulighed for at tjene penge på skolerne. Det må kan man ikke på samme måde i Danmark, siger Jens Jonatan Steen.
Til spørgsmålet om, hvorfor danske kommuner ikke udliciterer ret meget på velfærdsområder, peger senioranalytiker Ole Helby Petersen fra AKF på, at dokumentationen af effekten er minimal.
- Hvis der lå sikker dokumentation for, at der var mange positive effekter ved at bruge private leverandører, så må man forvente, at kommunerne i vid udstrækning ville gøre det, nu hvor de bliver presset på budgetterne. Men i og med der ikke ligger klar dokumentation, kan det være en af årsagerne til, at kommunerne er tilbageholdne, siger Ole Helby Petersen.
Han mener derfor, at man bør undersøge området nærmere for at se, om der er penge at hente for kommunerne ved at udlicitere. Jens Jonathan Steen fra CEVEA tvivler dog på, hvor meget udlicitering i hele taget vil spare kommunerne af penge. Han henviser til, at tidligere undersøgelser fra Danmark og Sverige har vist, at effekten og gevinsten ved udlicitering på de fleste områder har været ganske begrænsede.