Også antallet af private internetkunder stiger kraftigt, og det menes at cirka 1,2 millioner danskere har adgang til nettet derhjemme.
Den totale stigning gavner alle teleselskaber i Danmark (som der er mindst 16 af), men der er også tabere og vindere på området.
Tele Danmark har, siden selskabet sad på hele markedet, mistet omkring en million kunder, men mener selv at nedturen er stoppet.
"Ja, vi har tabt kunder, men vi er ikke bare en virksomhed, der kan sidde og se på at vi taber kunder.
I 1. halvår 1999 havde vi en nettofremgang på 229.000 nye linier, og så mange har vi ikke tabt i andet halvår, " siger salgsdirektør Peter Max.
Tele Danmarks tal for andet halvår kommer i forbindelse med regnskabet i februar, og da konkurrencen på det danske telemarked her har været hårdere end nogensinde, vil de tal blive modtaget med spænding.
Ifølge B.T.s oplysninger har Tele Danmark tabt en del internetkunder (til især World Online) og fastnetkunder til især Tele2.
På mobilområdet har Telia og Mobilix vundet markedsandele på bekostning af bl.a. Sonofon.
Tele2 siger, at de får 3-4000 nye kunder om ugen på fasttelefoniområdet på grund af lave priser. Det er især gået stærkt siden, man for et år siden kunne vælge selskabet som fast operatør, og det har i dag cirka 600.000 kunder.
På internet-området har World Online stor succes.
"Vores strategi er at have nogle aggressive priser sammenlignet med de store. Vi får adskillige hundrede nye kunder om dagen, og har i alt knap et par hundrede tusinde kunder," siger adm. direktør Svend Erik Jensen.
Den hårde konkurrence vil formentlig føre til endnu lavere priser i fremtiden på det danske telemarked - måske som i USA, hvor man for 140 kroner om måneden kan surfe ubegrænset på internettet hos America Online.
Skal man gøre noget lignende i Danmark kan man hos Cybercity ved hjælp af et såkaldt flatrate-system surfe ubegrænset for 495 kroner om måneden.
Læs B.T. i dag og tjek skemaerne - så kan du se, om du bør overveje at skifte telefirma.