Svenske kongelige har som udgangspunkt ikke noget efternavn og det er faldet en svensker for brystet. Borgeren mener, at navnet prinsesse Estelle Silvia Ewa Mary er i strid med den svenske navnelov. Det skriver det norske Se og Hør.
Anmelderen ønsker derfor at få udredt, om Estelles fire fornavne er gældende for den svenske navnelov.
- Den person kender ikke til, at kongelige personer ikke har et rigtigt efternavn, selv om de stammer fra slægten Bernadotte. Her i Sverige bruger man at præsentere de kongelige for eksempel som Kong Carl XVI Gustav, fuldstændig som I gør i Danmark, hvor man heller ikke bruger slægtens navn, forklarer Bertil Ternert, informationschef i det svenske kongehus, der ikke har yderligere kommentarer til sagen.
- Loven burde være lige for alle, men når det gælder den kongelige familie, er der åbenbart ingen interesse i at loven følges fuldt ud.
Som udgangspunkt har de kongelige ikke noget efternavn. Det er faktisk kun, når de rejser inkognito og ikke vil genkendes, at de kongelige bruger et efternavn.
I det svenske kongehus er der kun et medlem, som har taget navnet Bernadotte til sig. Det er prins Daniel, der efter han blev gift med Victoria nu hedder: Olof Daniel Westling Bernadotte.