Hvis Christian Eriksen er kongen af dansk fodbold, er Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard to af prinserne. I dag mødes de i Bundesligaen.

Hvem har Danmarks varmeste fodboldben lige nu? Christian Eriksens er muligvis bulderkogende, men i den marginalt mere simrende afdeling finder man 19-årige Pierre-Emile Højbjerg og 22-årige Jannik Vestergaard, der har fået en kanonstart hos henholdsvis Augsburg og Werder Bremen, som de skiftede til i januar.

De to U21-EM-emner mødes i dag i en direkte Bundesliga-duel, der kan smadre modpartens ubesejrede stime. Og her vil U21-landstræner Jess Thorup og Brøndby-ungdomsmentor John Ranum nok kigge ekstra godt med. Ranum har haft begge spillere forbi træningsbanerne på den københavnske vestegn, som de begge forlod, inden de blev seniorer, mens Thorup har to stensikre U21-kort i forsvarsgeneralen Vestergaard og midtbanestyrmanden Højbjerg.

»Jeg kigger ikke så meget på resultatet i deres kampe, men mere på deres præstationer. Det skal jeg kigge på det næste halve år, hvor jeg skal finde de spillere, jeg skal bruge til U21-EM. De to spillere er jo ikke ligefrem i farezonen, og de skal ikke overbevise mig om ret meget, men derfor er det alligevel rart at se dem i aktion for klubberne. Så har jeg også noget at snakke med dem om, når vi ses,« siger Jess Thorup.

Statistik for Jannik Vestergaard i Werder Bremen:

Spilletid: 270 minutter ud af 270 minutter

Vundne tacklinger: 9 ud af 9

Bolderobringer: 11

Clearinger: 17

Vundne luftdueller: 26 ud af 34

Succesfulde afleveringer: 68 ud af 99

Kicker-karaktersnit: 2,83 (bedst i Werder Bremen)

Bild-karaktersnit: 2,67 (bedst i Werder Bremen)

WhoScored.com-snit: 8,01 (bedst i Werder Bremen)

John Ranum om Jannik Vestergaard:

»Jannik Vestergaard kom hertil fra KB (i 2008 som 16-årig, red.). Han var angriber dengang, men vi omskolede ham til forsvarsspiller. Han var en utrolig stor spiller. Allerede som ungdomsspiller var han en målrettet spiller, men med Jannik regnede jeg måske med, at han kunne nå Superliga-niveau, hvis han blev taktisk klogere på den position, han spillede. At han så spiller i Bundesligaen og gør det fint, er en overraskelse for mig. En dejligt positiv overraskelse. Han havde de fysiske forudsætninger for at nå langt. Et fantastisk spark med begge ben. Så potentialet var der, men at han slog igennem så hurtigt, kom bag på mig.«

Jess Thorup:

»Jannik har jeg snakket med gennem en længere periode i forhold til Hoffenheim. Han fik ikke helt den spilletid til sidst, som både han og vi andre syntes, han burde. Nu har han endelig fundet et godt sted med nogle, der tror på ham og giver ham noget tillid. Han har betalt tilbage med nogle gode kampe og gode præstationer. Det glæder mig. Det er næste trin for de unge spillere. Det er ikke nok kun at være i et godt træningsmiljø og en god klub. Det handler om at spille. Jannik har noget størrelse, fysik og udstråling, der gør, at han er en anførertype. Der er noget leder over ham. Han har prøvet meget på egen krop i en tidlig alder i en stor liga. Derfor var det et naturligt valg for mig, at han skulle være anfører.«

Statistik for Pierre-Emile Højbjerg i Augsburg:

Spilletid: 252 minutter ud af 270 minutter

Vundne tacklinger: 4 ud af 12

Bolderobringer: 5

Clearinger: 5

Vundne luftdueller: 14 ud af 21

Succesfulde driblinger: 3 ud af 5

Succesfulde afleveringer: 95 ud af 131

Nøgleafleveringer: 5 - heraf 1 oplæg

Kicker-karaktersnit: 3,12 (tredjebedst i Augsburg)

Bild-karaktersnit: 2,67 (bedst i Augsburg)

WhoScored.com-karaktersnit: 7,29 (femtebedst i Augsburg)

John Ranum om Pierre-Emile Højbjerg:

»Han ved, hvad han vil. Og det har han altid gjort. Man kunne sagtens se, at han ville nå højeste niveau, hvis han kunne undgå skader. Indtil spillerne kommer på U15, er de årgangsinddelt, og der var de begge selvskrevne på holdet. Da de så rykkede op på U17, skulle de spille sig på holdet. Pierre-Emile startede også ude de første par gange som U17-spiller, men han tog den udfordring til sig og arbejdede hårdere. Det var et signal om, at han ville tingene. Pierre-Emile var en type, som selv opsøgte en forklaring. Men vi gav ham allerede forklaringen om, at han skulle spille sig på holdet. Det var ikke nok bare at hedde Pierre-Emile og være en talentfuld spiller. Han skulle virkelig yde noget for at komme på.«

Jess Thorup om Pierre-Emile Højbjerg:

»Mange ville sige til Pierre-Emile, at han da skulle blive i Bayern, der er en af verdens bedste klubber. Men nu er han afgørende og med fra start til slut. På den måde oplever han både med- og modgang. Måske er det ikke altid de bedste spillere, der står ved siden af ham og kan redde en fejl fra ham, men nu kan han på egen krop mærke, hvad hans egne beslutninger har af betydning. Pierre-Emile har jo allerede tænkt ikke bare et halvt år frem, men endnu længere frem. Han har gjort sig overvej-elser om, hvad der skal til, hvis han virkelig skal være på det niveau, han tror, han kan være på. Så skulle han nok et halvt trin ned ad stigen og få kamptræning, og det er det helt rigtige. Lur mig, om han så ikke snart er tilbage i Bayern.«