Prins Henriks ven Enan Galaly begyndte som opvasker. I dag driver han 16 hoteller, men millionerne fosser ud af imperiet

De sidste fem år har Enan Galalys internationale hotelkæde Helnan tabt i alt 120 millioner. Alene sidste år mistede koncernen 60 millioner kroner.

Men den dansk-egyptiske hotelkonge, der har skabt det, han betegner som ’Danmarks største internationale hotelkæde’, har ikke tænkt sig at smide håndklædet i ringen.

- Jeg er afhængig af udfordringer. Jeg har været udfordret hele livet, og det er livets indhold for mig. I dag har jeg en ny udfordring, og det skammer jeg mig ikke over. Jeg er stolt over, at jeg har bygget Danmarks eneste internationale hotelkæde, og at jeg på et tidspunkt har haft 5.000 mennesker i arbejde. Jeg har drevet 40 forskellige hoteller over hele verden. I dag har jeg 16 tilbage, siger Enan Galaly og svarer uden at blinke på, hvor mange millioner hans Helnan-koncern har tabt.

- Sidste år var det 60 millioner, men de 40 var nedskrivninger. Jeg har en økonomisk krise ligesom mange andre rundt om i verden. Og den går jeg igennem med mit personale, og de banker der støtter mig, siger Enan Galaly som svar på spørgsmålet, om ikke de mange venner i direktørens netværk kan hjælpe til under krisen.

Ven med prins Henrik

Vennerne tæller blandt andre prins Henrik og kongehuset, som i 2005 slog ham til ridder af Dannebrog.

- Jeg er umådelig stolt af at kende det danske kongehus, jeg er ven med prins Henrik, og vi ses ved forskellige anledninger. Jeg har bevaret min religion, mit navn, mine traditioner og min kultur. Og alligevel har jeg opnået al den respekt, al den støtte og det fantastiske liv, som jeg har i Danmark, fra de allerøverste. Første gang, jeg mødte Hendes Majestæt Dronningen og prins Henrik, var i midten af 1970’erne på Hotel Hvide Hus i Aalborg, siger Enan Galaly, der er æresdoktor ved flere universiteter, og blandt andet har talt for 14.000 mennesker på Fairleigh Dickinson University i USA – Og i 2010 var jeg specielt inviteret af præsident Obama som taler ved et iværksætter-topmøde i Washington DC, siger Galaly, der også sidder i forskellige bestyrelser og komiteer rundt om i verden sammen med nobelprismodtagere og videnskabsfolk.

- Og jeg har ikke engang en studentereksamen. Må man ikke være lidt stolt af det?, siger Enan Galaly i dag til BT.

Ankom til kongeligt bryllup

Samme år som den daværende kronprinsesse Margrethe kørte i karet gennem København efter at være blevet viet til prins Henrik, kom den fattige egyptiske indvandrer til Danmark. Året var 1967.

- Jeg havde ingenting. Jeg havde 10 engelske pund i lommen, og så startede jeg som opvasker. I USA har de præsenteret mig som ’verdens mest berømte opvasker’, før jeg holdt en tale, siger Enan Galaly i telefonen fra Wien, hvor han er på forretningsrejse.

Ikke ferie. Manden holder nemlig stort set aldrig fri, har hans sekretær grinende fortalt BT før samtalen.

- Det er helt rigtigt. Jeg har sagt til folk, at hvis de ser mig hygge med en bog eller noget tv om aftenen, som alle andre normale mennesker, så er mine dage talte. Så er jeg på vej væk herfra, smiler Enan Galaly, men der er ingen tvivl om, at han mener det gravalvorligt.

- Jeg har knoklet janteloven ned og har arbejdet kun for at opnå respekt og for at kunne betale mine regninger. Jeg har aldrig arbejdet for at kunne bruge penge. Jeg har tjent hundredevis af millioner, og jeg har mistet hundreder af millioner, men alt er gået ind i koncernen igen. Jeg har ikke sparet én krone op til mig selv eller mine børn.

Du har slet ikke sparet op?

- Nej, ikke én krone. Heller ikke til børneopsparing. Jeg ejer ikke engang en bil. Hele mit liv er forretninger, der skal blomstre, siger Galaly, der erkender, at den virksomhed han er så stolt af, er i krise:

- Alle i hotelbranchen er i krise, og dem, der påstår noget andet, siger ikke sandheden. Vi har mistet 60 millioner sidste år, hvoraf 40 millioner skyldes nedskrivninger. Men jeg tror fuldt og fast på, at jeg kan gå gennem krisen. Jeg har erfaringer nok, og jeg har et meget stærkt netværk. Mange steder i verden, siger koncerndirektøren, der har hoteller i Danmark, Sverige, Østrig, Tyskland, Marokko og i hans oprindelige hjemland, Egypten.

Rig på erfaringer

I de sidste mange år har han brugt næsten al sin tid på de positioner, han besidder rundt om i verden. Og kun brugt begrænset tid på koncernen og forretningerne. Det er slut nu. På grund af krisen:

- I dag bruger jeg 90 procent af min tid på koncernen, hotellerne og finansieringen af firmaerne. I dag er jeg tilbage på gulvet, og hvis jeg skal vaske op igen, så fint med mig. Jeg er fuldstændig ligeglad, men jeg tror ikke, at jeg mister det hele. Modsat andre brancher så har vi nemlig rigtige aktiver. Bygninger og grunde, som udgør store værdier. Det er ikke bare skuffeselskaber eller penge på papir. Det er værdier, som vi kan udvikle, og jeg tror, at hvis vi sælger et eller to hoteller, så er situationen en helt anden, siger hotelkongen, der ikke kan lide betegnelsen ’stenrig’:

- Så længe dem, der kalder sig millionærer og milliardærer, skylder banken eller finansieringsinstitutterne penge, så er de ikke rige.

- Jeg er rig på erfaringer og rig på alt det, jeg har opnået, uden studentereksamen og sprogkundskaber. Jeg har været med til at lære folk op, der i dag arbejder i internationale hotelkæder, hvor de får 40.000 dollar om måneden. Jeg har gjort meget for at udvikle mennesker i branchen. Det er jeg stolt af, siger Enan Galaly, der siger, at den bedste dag i hans liv var den dag, han fik dansk visum.

Børnene bor i Egypten

Så kunne han nemlig blive gift og stifte familie.

- Den bedste ting, der er sket i mit liv, var, da jeg mødte min kærlighed og blev gift med min kone, og da jeg fik mine børn. Jeg har fire børn, og jeg opdrager dem til at blive ved jorden, for sådan har jeg altid selv haft det. Hvis du så mister alt, så har du stadig dig selv og dit liv.

- De ser mig ikke så meget, jeg er lidt ligesom julemanden for dem, griner den travle forretningsmand ad sig selv:

- Jeg er ikke papa, men Papa Nouelle. Det betyder Julemanden. Men jeg ved, at de har det godt, og hvis de ikke har det, så er jeg hos dem. Eller de kommer til mig. De bor i Egypten, men kommer indimellem til Danmark med mig. To af dem taler dansk, fordi jeg har sendt julekalenderen til dem. Tænke sig, at man kan lære dansk af julekalenderen, siger Galaly med et stort smil.

Så bliver han alvorlig. Udover redningen af Helnan-koncernen er planen at få hele familien her til landet.

- Egyptens situation er ikke god, så jeg regner med, at de kommer til Danmark inden for et halvt år. Vi skal lige have planlagt det hele med skole og alt det der. Børnene elsker den friske luft, der er i Danmark. Det er de slet ikke vant til fra Egypten, hvor der er aircondition overalt: ’Åh, frisk luft, far’, siger de, hver gang de er her. Det er sådan noget, vi aldrig tænker over, men som vi skal sætte pris på. I stedet for at brokke os over alt muligt ligegyldigt.

Jeg er ikke en tigger

Når du nu har så godt et netværk, og der er krise, beder du så ikke om støtte fra prins Henrik eller andre i din omgangskreds?

- Jeg vil ikke have støtte, for jeg er ikke tigger. Og jeg vil ikke bukke for nogen. Hvis jeg skulle have gjort det, så var det sket for lang tid siden. Jeg bruger ikke mine venner eller de positioner, jeg har, til forretninger. Jeg kan stå på egne ben, siger Enan Galaly, der blev slået til ridder af Dannebrog i 2005 af den dronning, der blev gift samme år som han kom til Danmark som fattig indvandrer.

- Ja, det var fantastisk at opnå den respekt fra kongehuset. Det må man vel godt være stolt over, ikke?