Deres bekendtskab er ikke af nyere dato. De har dyrket hinanden i mindst seks måneder, og det har de ikke lagt skjul på.

De er ankommet hånd i hånd til flere eksklusive parties i London, og de er gået derfra i overrislet tilstand.

Hele England spørger nu sig selv om, hvad der skete natten før Andrews runde fødselsdag.

Det står fast, at han havde inviteret sin bedste kammerat, og hun medbragte en veninde, og de fire udgjorde hele selskabet indtil næste dag.

Frit spil for fantasien, og fantasi er netop, hvad der kendetegner Andrew i år 2000 år.

De engelske aviser går endda så langt, at de kalder ham Randy-Andy (liderlige Andy), men det er han øjensynligt ligeglad med.

Han er som forvandlet siden han blev skilt fra Fergie. Hun har beklaget sig over, at han kun var hjemme i dobbeltsengen 42 nætter i det første år af deres ægteskab, men nu har han lagt den engelske flåde bag sig.

Engelske medier påstår endda, at eks-konen var hjemme hos sine døtre i overetagen, da Andrew havde inviteret Caprice og co.

Caprice afløste den 28-årige sydafrikansk-fødte Heather Mann, der knapt nåede at blive officielt præsenteret, inden hun forsvandt ud af Andrews liv, og hendes forgænger hed Aurelia Cecil.

En millionær-pige, der aldrig nåede ind i de kongelige cirkler.

Prins Andrews interesse for modeller startede med den smukke Koo Stark, der i mellemtiden er blevet fotograf, og de mødes fornylig ved en udstilling. Det var selvfølgelig en oplagt sag for den engelske presse, men til fortrydelse for mange fotografer nøjedes de med at kindkysse.

Det er ingen hemmelighed, at storebror Charles på kongefamiliens vegne har forsøgt at få Andy til at droppe sin seneste wonderbra-model, men uden held.

Til gengæld er familien "very pleased" over, at han nu har fået sig et respektabelt job.

Han er blevet ansat i en diplomat-stilling i selveste Whitehall, og han får endda 475.000 kr. i løn om året.

De rækker næppe langt i Andrews vilde liv...

To forskellige skæbner

Sarah Ferguson alias Fergie var mere populær end prins Andrew, da de var gift.

Hun havde millioner af beundrere over den ganske verden, og alle var enige om, at hun sammen med salig prinsesse Diana var med til at forny det stive og gammeldags engelske kongehus.

Hun var et frisk pust - en livsglad rødhåret pige - der konstant tiltrak opmærksomhed, mens prins Edward nærmest gemte sig.

Han blev omtalt som en ener, der havde svært ved at begå sig i det internationale jetset.

Derfor foretrak han at opholde sig på havet - i den engelske flåde - mens hun blev afsløret i at hygge sig med sin såkaldte finansielle rådgiver. En af flere saftige skandaler, hvor hun beviste, at hun var en selvstændig kvinde.

Alt blev imidlertid forandret, da de officielt blev skilt den 30. maj 1996.

Fergie har været nede og vende bunden, og hun er kun populær i USA, hvor de ikke synes, at hun er for fed.

Hun har flere gange sagt, at hun allerhelst vil giftes med prins Andrew igen, men han er ikke interesseret.

To forskellige skæbner, der dog har det tilfælles, at de på grund af deres døtre, Beatrice og Eugenie, bor under samme tag Sunninghill Park - på hver sin etage.

En uholdbar løsning, og derfor har dronning Elizabeth bevilget flere penge til Fergie, så hun kan flytte til en passende bolig i nærheden.