Det er den australsk-amerikanske skuespillerinde Nicole Kidman, der skal portrættere den tidligere Hollywood-stjerne Grace Kelly, der forlader sin forrygende Hollywood-karriere for at blive royal hustru i det lille luksuriøse fyrstedømme.

SE ALLE BILLEDERNE: HER ER EUROPAS PRINSER OG PRINSESSER

Men skildringen er helt forkert, skriver prins Albert og hans to søstre prinsesse Caroline og prinsesse Stéphanie i en fælles erklæring:

- Vi har absolut ingen tilknytning til dette projekt, som hævder at skildre vores forældres liv. Denne film bidrager ikke til et biografisk værk, men portrætterer kun en lille del af vores mors liv og gør det på en overdreven glamourøs måde. Filmen indeholder historiske ukorrektheder samt scener, der er pure fiktion.

Familien fik tilsendt en kopi af manuskriptet, men nægtede at støtte filmen, men ifølge The Independent ignorerede produktionen familiens utallige ønsker om ændringer. Da det ikke blev respekteret, understregede de, at de ikke ville have noget som helst med filmen at gøre.

Nicole Kidman har tidligere forsvaret den kontroversielle film og sagt, at hun blev draget til rollen som prinsesse Grace, fordi filmen 'viser hendes store menneskelighed, men også hendes frygt og svagheder, da hun lægger sin karriere bag sig.'

’Grace of Monaco’ forventes at få dansk premiere i 2014.