Allerede et døgn efter, at popikonet Prince blev fundet livløs i sit hjem i Minnesota i USA, er obduktionen overstået.
Fredag aften kl. 20.30 dansk tid lød det fra retsmedicinerne, at en fire timer lang obduktion var gennemført.
Det står dog endnu ikke klart, hvorfor den 57-årige er død. Prøverne kan tage uger at analysere, lyder det fra Midwest Medical Examiners Office, der fredag foretog undersøgelserne.
Men ifølge sheriffen i Carver County, Jim Olson, er det indtil videre ikke tydelig tegn på traumer på Princes lig. Der er heller ikke tegn på, at der var tale om selvmord.
Det siger sherif Jim Olson fredag aften dansk tid ifølge AFP og Reuters, skriver Ritzau.
Forud for obduktionene oprettede det retsmedicinske insitut Midwest Medical Exam en Twitter-profil, hvorfra fans verden over kunne følge med i arbejdet.
Undersøgelserne er dog langt fra færdige endnu.
Retsmedicinerne vil bl.a. indsamle oplysninger fra Princes familie om hans sundhedstilstand.
»Alt, der kan være relevant for undersøgelsen, vil blive taget i betragtning«, lyder det fredag i en meddelelse fra Midwest Medical Exam.
