Den tyske kansler, Angela Merkel, har udsigt til at komme under voldsomt pres, når EUs stats- og regeringschefer torsdag samles til et vigtigt topmøde for endnu en gang at diskutere, hvordan Europa kan kæmpe sig ud af den økonomiske krise.

Lederne fra Frankrig, Italien og Spanien vil forsøge at presse deres tyske kollega til at acceptere de omstridte euroobligationer, som vil betyde, at de tilbageholdende tyskere eksempelvis kommer til at hæfte for de økonomisk trængte grækeres gæld.

Den model har Merkel afvist igen og igen, og der er ikke meget der tyder på, at hun nu vil give sig. Den tyske kansler betragter ganske enkelt idéen som økonomisk forkert, så længe en række eurolande ikke kan styre underskuddet på deres statsbudgetter.

Som repræsentant for Europas største og stærkeste økonomi vægter Merkels mening sædvanligvis højt, når diskussionen går mellem stats- og regeringscheferne i Bruxelles. Men denne gang risikerer den stærke tysker at blive udfordret mere end sædvanligt. Italiens premierminister Mario Monti risikerer at måtte træde tilbage, fordi italienerne er frustrerede over den økonomiske situation i støvlelandet. Han har derfor allerede bebudet, at han er parat til at gå langt for at få stablet en vækstpakke på benene, som kan skabe ro.

Også spanierne er desperate, og ifølge den politiske ekspert Simon Tilford fra tænketanken Center for Economic Reform, vil Merkel møde større modstand, under topmødet, end hun er vant til. Tidligere er Merkel ikke blevet isoleret, forklarer han, men det vil hun muligvis opleve nu.

- Vi ser, hvordan franskmændene, italienerne og spanierne viser større villighed til at slå sig sammen. De er blevet mere urolige og frustrerede, siger han til nyhedsbureauet AP.

Onsdag slog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der også deltager i topmødet, fast, at danskerne ikke er parate til at hæfte for andre landes statsgæld. Det skete i programmet HARDtalk på BBC.