Det er en tydeligt presset og irriteret Steen Gude, der i dag sidder på anklagebænken i retten i Lyngby
- Det har jeg jo forklaret, lød den irriterede kommentar fra Steen Gude flere gange til spørgsmål fra anklageren.
Det var en syg og tydeligt irriteret Steen Gude, der kl 10.28 indtog anklageskranken for at forklare sig. Flere gange tog han et stort sug af en inhalator, og han hostede flere gange under afhøringen.
Han er tiltalt i ni forhold. Et tilfælde af bedrageri for 100 mio. kr., to tilfælde af skyldnersvig for et samlet beløb på 68 mio. kr. og seks tilfælde af skattesvig for samlet 40,7 mio. kr.
Flere gange under afhøringen hidsede Steen Gude sig op, når han skulle svare på anklagerens spørgsmål om nogle såkaldte sign-on fees, eller markedsføringsgebyrer, i forbindelse med en række lejekontrakter. Spørgsmålene omhandlede blandt andet en ejendom på Huginsvej i Ringsted, hvor der blev indgået et sign-on fee på hele 32 mio. kr.
Risikerer fem års fængsel
Den aftale indgik ikke af kontrakten fra starten, og anklageren beskyldte Steen Gude for bevidst at fuske. Steen Gude forklarede sig med at der blot var tale om uorden i ringbindene. Flere gange hævede han stemmen og svarede tydeligt irriteret over de gentagne spørgsmål om hvorfor markedsføringsgebyrerne ikke indgik i kontrakterne.
Diskussionen om lejekontrakterne og sign-on fees,drejer sig om anklagen for groft skyldnersvig for 69 mio. kr., hvor både Steen Gude og hans bror Søren Gude er tiltalt.
Og der er en god grund til at han sidder uroligt i sædet. Strafferammen for bedrageri og skyldnersvig er op til otte år. Ifølge Berlingske Business kan Steen Gude blive idømt fire til fem år bag tremmer, hvis han bliver kendt skyldig i alle ni anklager.
Der tegner sig et billede af en meget presset mand på alle fronter kort før konkursen. I retten forklarede Steen Gude at han brød fuldstændig sammen, da hans firma Stones Invest gik konkurs.
- Jeg var sygemeldt en måned efter konkursen, så hvad der skete der, må du spørge kuratorer og andre om, svarede Steen Gude tydeligt irriteret over anklagerens spørgsmål om konkursen.
Også hans ægteskab var tilsyneladende presset. I en mail fra 2007 skrev Steens Gudes kone Anne-Bolette Jill Gude til en veninde.
- Jeg har virkelig haft brug for noget alenetid.
Der er afsat i alt 48 retsdage til sagen, der forventes afsluttet 31. januar 2013.