Ejerne bag bookingfirmaet Skandinavian Cph sælger firmaet og stopper aktiviteterne i bookingfirmaet Skandinavian International.
Det sker som en følge af den massive kritik fra både medier og musikbranchen af deres dobbeltroller som både musikbookere og festivalarrangører.
Dobbeltroller, som for nylig førte til trussel om boykot af samtlige Skandinavian-bands fra de fire festivaler Roskilde, Smukfest, Jelling og Nibe.
I stedet vil de to ejere koncentrere sig om de tre festivaler NorthSide, GrimFest og Tinderbox, fortæller indehaverne Brian Nielsen og Flemming Myllerup i en pressemeddelelse.
Varsler fyringer
- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at fire festivalers boykot skal få så drastiske konsekvenser for vort firma, desværre kommer det også til at koste flere folk deres arbejde. Men man kan synes, hvad man vil om boykotten, den er et faktum, da festivalerne forinden boykotten undlod dialog og efterfølgende har nægtet at tage en dialog med os. Vi ønsker ikke, at vores egne personer eller vores anden forretning skal stå i vejen for vores artisters karrierer, og derfor trækker vi os fra booking branchen, udtaler Brian Nielsen og Flemming Myllerup.
- Vi vil fremover koncentrere os 100 procent om afviklingen af de to succesfulde festivaler i Aarhus, NorthSide og GrimFest, og ikke mindst opstarten af Tinderbox i Odense, som vi forventer os meget af. Herudover vil vi udvikle vores koncert forretning yderligere sammen med vores gode samarbejdspartnere i Beatbox Entertainment og FKP Scorpio, lyder det fra de to ejere.
Vi arbejder på en kommentar fra Brian Nielsen og Flemming Myllerup.