PAKISTAN: Raja Pervez Ashraf, pakistansk premierminister, kræver YouTube blokeret, så man på den måde kan stoppe udbredelsen af filmen »Innocence of Muslims«. Kravet har premierministeren ifølge nyhedsbureauet Reuters offentliggjort i en erklæring, hvor han også kalder den omstridte film »blasfemisk«.

To personer er blev mandag dræbt under uroligheder i Pakistan, hvor flere tusinde har været på gaden for at protestere over netop den islam-fjendske film.

Omkring 800 demonstranter samledes i den nordvestlige by Warai, hvor politiet skød mod flokken.

22 demonstranter blev anholdt i Warai, der ligger i distriktet Upper Dir, oplyser politichef Ihsanullah Khan ifølge India Times til nyhedsbureauet AFP.

Op mod 3.000 universitetsstuderende, lærere og ansatte har været på gaden i storbyen Peshawar for at vise deres utilfredshed med Muhammed-filmen, som de vil have forbudt.

I havnebyen Karachi har politiet strammet op på sikkerheden, efter at otte demonstranter blev såret i kampe med politiet ved det amerikanske konsulat søndag.

- Vejene til konsulatet bliver stærkt bevogtet, og der er opsat barrikader for at undgå en lignende episode, siger Amir Faooqi fra det lokale politi.

»Innocence of Muslims« har medført voldsomme reaktioner i blandt andet Libyen, Egypten, Afghanistan, Yemen, Tunesien og Indonesien, hvor amerikanske ambassader er blevet angrebet, og USAs flag er blevet brændt af.