Region Hovedstaden er på vej med en handlingsplan for den udskældte 1813-akuttelefon, der ifølge Berlingskes oplysninger blandt andet betyder, at der skal ansættes flere læger.

Men om de nye medarbejdere skal findes blandt de praktiserende læger i PLO-Hovedstaden, afhænger af, om regionen er klar til en dialog om den omstridte ordning.

»Region Hovedstaden valgte jo selv at opsige lægevagten i foråret, og de valgte også selv, at de ikke ønskede at indgå aftaler med PLO. Men hvis de henvender sig til os i forbindelse med handlingsplanen, er vi klar til en snak. Det kommer bare helt an på vilkårene. Så længe Region Hovedstaden ikke har ønsket at indgå aftaler med PLO, kan vi ikke anbefale vores medlemmer at søge job i akutordningen,« siger formanden for PLO-Hovedstaden, Birgitte Alling Møller.

Siden akuttelefonens debut 1. januar har ordningen døjet med lange ventetider og tekniske problemer. Det er derfor, politikerne i Region Hovedstaden tirsdag eftermiddag skal tage stilling til en handleplan, der blandt andet har som formål at bringe ventetiderne helt i bund til april.

Birgitte Alling Møller roser regionen for at tage initiativ til en hasteplan.

»Det er jo påkrævende nødvendigt, at Region Hovedstaden gør noget, fordi ordningen fungerer slet ikke, som den er nu,« siger hun.

Foreløbig skal hun og PLO-formand Bruno Melgaard til møde med regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) 28. januar for at diskutere, hvordan 1813 kan forbedres. Birgitte Alling Møller har dog endnu ikke taget stilling til, om hovedstadens praktiserende læger ville være klar til at gå med i 1813-ordningen ligesom Yngre Læger og Overlægeforeningen er det.

»Vi er altid klar på en dialog med Region Hovedstaden, men nu må vi se, hvad der kommer ud af det møde. Jeg er endnu ikke blevet spurgt, om vi vil levere ekstra læger til akuttelefonen,« siger hun.

Ud over de flere læger indeholder udspillet til handlingsplanen også forslag om en »ring-op«-funktion, når der er længere kø, og et initiativ til en ekstern undersøgelse af ordningen.