Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rejser tiltale i sagen om kæntringsulykken ved Præstø Fjord i februar sidste år. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse mandag morgen. Tiltalen er rejst 27. september, hedder det i meddelelsen.
Ulykken, der kostede den 44-årige lærer Michael Jørgensen livet og medførte større eller mindre varige mén, fysisk og psykisk, hos samtlige 13 elever, skete den 11.februar 2011.
- Tiltalen er rejst mod Den Selvejende Institution Lundby Efterskole og mod skolens forstander, Truels Achton Truelsen. Begge tiltales for uagtsomt manddrab efter straffelovens paragraf 241 og for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse efter straffelovens paragraf 249, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Udover tiltalen for uagtsom manddrab er der også rejst tiltale efter sølovgivningen for »forvoldelse af søulykke og sejlads i strid med godt sømandskab samt undladelse af at sikre, at menneskeliv på søen er betryggende sikret.
Ved ulykken kæntrede 13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole i en dragebåd i Præstø Fjord.
Ulykken skete under kolde og blæsende vejrforhold i februar. Der var kulingvarsel, da de to lærere tog eleverne med ud i dragebåden, og ingen bar redningsveste, men alene svømmeveste.
Flere af eleverne fik hjertestop og blev erklæret teknisk hjernedøde, da de blev reddet op af vandet. Efterfølgende har seks af børnene fået varige hjerneskader.
Allerede i september 2011 fastslog Den Maritime Havarikommission i følge Berlingske, at de to lærere og efterskolens ledelse havde svigtet på en række punkter. Efterfølgende politianmeldte Søfartsstyrelsen efterskolen.
I starten af året afsluttede Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi efterforskningen i sagen, der lige siden har ligget hos juristerne, som nu har rejst tiltale.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår straffesagen berammes.