Jeg vil begynde talen her ved Jasmins kiste med at læse et lille stykke fra Johannesevangeliet. Det er de ord, som der blev prædiket over i søndags, i alle landets kirker, også her i Dreslette kirke. Det er de sidste ord, som Jesus talte til sine disciple, da han tog afsked med dem. Jesus sagde: ”En kort tid, så ser i mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig”. Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke hvad han taler om”. Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.

Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”. Amen. I dag er vi samlet her i Dreslette kirke for at tage afsked med Jasmin der døde i torsdags kun 15 år gammel. Det er så tragisk og forfærdeligt, at ord ikke kan rumme det.

Det er ikke mere end et år siden, at Jasmin blev konfirmeret her i kirken. Det var en god dag for hende. Da var hun rigtig glad, og smilede over hele hovedet, som hun tit gjorde. Sådan vil jeg huske hende.

Men når I nu sidder her i kirken med alt det som er så svært og tungt og med jeres dybe sorg, så er det måske underligt at høre om glæde. Men jeg har alligevel valgt, at vi skulle høre netop de ord af Jesus, som jeg læste før. Fordi jeg tror det er i Jasmins ånd. For hun var også en glad pige, på trods af det der var svært i hendes liv. Og det er ord, der taler på trods, og trodser den tomhed og meningsløshed, som vi alle føler, men især selvfølgelig jer der var Jasmins nærmeste familie og venner.

Den ulykke der er sket, giver naturligvis ingen mening. Men når det er meningsløst at miste et så ungt menneske, som Jasmin, så er det fordi livet er meningsfuldt. Fordi hendes liv var meningsfuldt. Vi kan ikke finde en mening i noget som er meningsløst. Men vi kan godt finde meningpå trods af det meningsløse. For Jasmins liv var fuld af mening. De 15 år hun fik, var alt, alt for lidt. Men de var ikke ingenting. De betød – selvfølgelig - noget.

Jasmin var sådan en alle kunne li` - og man kunne ikke lade være med at holde af hende. Jeg kunne i hvert fald ikke. Derfor er det også nærmest hele sognet, og selvfølgelig også rigtig mange andre, som er berørt af den tragedie, der er sket, og sørger.

Vi kan nok heller ikke lade være med at spørge os selv om der var mere, vi kunne have gjort for at hjælpe hende. Det kan ikke være anderledes. Det hører med til at være menneske, at vi føler ansvar for hinanden. Vi ved godt, at et menneskeliv er uerstatteligt, og at vi skal passe godt på hinanden og især på de der har det svært, som Jasmin havde ind imellem.

Men ingen af os kunde vide, at det ville ske. Og ingen har ønsket det. Det har vist sig at det var en tragisk ulykke, der kostede Jasmin livet. Hun døde af kulite-forgiftning. Vi ved, at hun ikke led nogen fysisk overlast inden hun døde, og at hun er sovet ind i døden uden smerter. Det havde ikke gjort nogen forskel, at politiet var gået ind første gang de kom til huset. Men det var godt, at Lizetta og resten af familien insisterede på deres bekymring. For det var nok det, som gjorde, at Jasmins veninde gudskelov klarede den.

Den mand, der boede i huset hvor Jasmin døde har ikke opført sig som et voksent menneske, og han må tage sin straf. Men det bringer ikke Jasmin tilbage at bruge flere kræfter på ham. Det er bedre at bruge kræfterne på at trøste hinanden og på at mindes Jasmin. For hun var jo bare en teenager, som var kommet i problemer og i dårligt selskab.

Her i Dreslette var hun vellidt og afholdt. Hun havde det godt på Dreslette skole, som hun synes var verdens bedste. Her havde hun måske nok sin bedste tid. Når der var konflikter i klassen, så prøvede hun at hjælpe med løse dem. Hun var hjælpsom i forhold til de andre børn. Måske kunne hun bedre end de fleste se, når andre havde det lidt svært, fordi hun kendte det fra sig selv. Jasmin havde et godt hjerte. Hun var kærlig og omsorgsfuld. ”Der er altid nogen, der har det værre end os” sagde hun. Hun fik mange gode venner og veninder igennem skolen og i gennem håndbolden.

En af hendes store lidenskaber var OB. Hun hjalp til ved hjemmekampene, og så alle de kampe hun kunne komme til, og så sit store idol Oliver Feldballe.

Der var en del, som var svært i Jasmins liv. Men hun var også meget elsket. Mange steder. Af hele sin store familie, og af sine venner og veninder i Dreslette, Ebberup, Haarby og Glamsbjerg. Hos sin mor Lizetta og Thomas, og hos sin far også, selvfølgelig. Hos Mormor og Svend Åge her i Dreslette. Men også ude hos farmor og Hans, hvor hun blev forkælet og måtte det hele. De betød også utrolig meget for hende. Også hos sin plejefamilie - havde hun mange gode timer. Jasmin havde også et rigtigt godt forhold til sine søskende. Til sin storebror Joachim som hun tit prøvede at lokke med til fodbold – som regel dog uden held. Og til sin storesøster Maria, som hun så meget op til. I tre kunne tale om alt, og I havde hinanden. Og hele resten af hendes store familie mostre og onkler, og fætre og kusiner, som hun heldigvis havde mange af. Dem var hun glad for alle sammen. Og hun var især meget stolt af Emil og Nikolaj, og jeres Schönde x2.

Når vi mister nogen som har været en del af vores liv, så kan vi finde trøst ved at se bagud, på det liv vi har levet sammen. Ved, at fortælle om den døde, om hvordan hun var, mens hun levede. Men i de ord af Jesus, som jeg begyndte talen her ved Jasmins kiste med, trøster Han ikke sine disciple ved at se bagud. Men ved at se frem til en glæde på den anden side af sorgen. En evig glæde. Det bliver, fortæller han, ligesom ved en fødsel, når et nyt liv bliver til og moren ikke længere husker sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. ”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”.

Den del af vores livshistorie som vores fornuft kan rumme. Den ligner blomstens. Som biblen siger det: ”Menneskets liv er som græsset. Det blomstrer som markens blomster. Når vinden blæser over det, er det der ikke mere. Der, hvor det stod, ser man det ikke mere.” Det er hvad vores fornuft siger. Men i Ribe domkirke, som jeg besøger hvert år med mine konfirmander - en tur som Jasmin også har været med på - står der noget andet på en gammel gravsten. Der står: ”Vi fødes for at blomstre i tiden, så at vi, når vi dør, kan blomstre i evigheden.”

Det er ikke et budskab som taler til vores fornuft. Det taler til hjertet. Til de længsler, håb og drømme, som vi mennesker altid har haft og som rækker ud over dette liv. Og det taler ind i vores erfaring. F. eks vores erfaring af at miste. For selvom det er svært for fornuften at tro på, at derfindes et evigt liv. Så er det mindst lige så svært for hjertet at tro på, at alt hvad et menneske har håbet, drømt, elsket og levet bare kan forsvinde og blive til ingenting.

”Vi fødes for at blomstre i tiden, så at vi, når vi dør, kan blomstre i evigheden.” Der var utrolig meget liv i Jasmin. Hun var en solstråle og en blomst. Hun blomstrede alt for kort i tiden. Men hun skal blomstre hos Gud i evighed. For Guds trofasthed varer fra evighed til evighed.

Det må vi tro. Fordi alternativet er værre. Fordi det er det eneste der giver mening og fordi det er det Jesus siger: ”I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”, Og hvis vi tror på Ham, så må vi have tillid til, at Han taler sandt. ”Never Loose Hope”. Mist aldrig håbet, står der som baggrund på Jasmins facebook profil. Så i den tro og med det håb vil vi da nu overgive hende til Gud i tillid til, at hun nu er i gode hænder, i Guds gode hænder.

Guds fred være med hende. Hans fred være med os alle! Amen.