Hvordan kommer du videre, når du har været utro? Tre eksperter giver deres bud på, om det er klogt at fortælle din partner sandheden om utroskab.
Jeg har været utro, hvad gør jeg? Hvis du også har stillet dig selv det spørgsmål, så læs med. Utroskab kan nemlig være en af de ting, vi gør, som ødelægger vores forhold.
Første indskydelse er måske, at sandheden skal på bordet for enhver pris. Men kan prisen blive for høj? Eurowoman.dk har bedt tre eksperter forholde sig til dilemmaet.
LÆS OGSÅ: Her er hvad du siger på en date, og hvad du virkelig mener...
Parterapeut Kasper Larsen, parterapi-parterapeut.dk, Valby:
»Jeg er på ingen måde fortaler for, at man skal lyve, men man skal heller ikke fortælle alt for enhver pris. Det tjener ingen at dele alle detaljer, og det, man siger, skal være sandt, kærligt og nødvendigt. Konsekvenserne af utroskab er enorme, og ingen kan forudsige følgerne.«
Kasper Larsens råd er derfor, at man tager ansvar for sit sidespring og nøje overvejer, om kæresten skal belemres med den utryghed og det kaos, som utroskaben fører med sig.
»Man skal gøre op med sig selv, for hvis skyld man vil sige det og hvorfor. Hvem siger, partneren gerne vil vide det? Har man været utro, bærer man som regel rundt på en skyldfølelse, og man søger tilgivelse. Men utroskab er så bredt og dybt, at det sætter en masse i gang hos modparten, så der er ingen garanti for, at det er det, man opnår.«
Hvis man ikke kan se sig selv eller kæresten i øjnene på grund af den hemmelighed, man bærer på, mener Kasper Larsen, at man må overveje at få sandheden frem og få det bearbejdet. I det tilfælde minder han om, at parterne er vidt forskellige steder i processen, og at reaktionerne ofte vil være meget forskellige.
»Den utro har gået længe med tankerne og er allerede nået langt i processen, mens den anden kommer i chok. Det gør det svært at komme i øjenhøjde og vide, hvad man skal tro på, så man kan komme videre.«
»Der er ét afgørende argument for, at man skal fortælle det. Undersøgelser viser nemlig, at hvis man ikke siger det, så er der risiko for, at man gør det igen.«
Tilbøjeligheden til gentagelse skyldes ifølge Maj Wismann vores hjerne, som begynder at skubbe til vores opfattelse af rigtigt og forkert:
»Selvom man fra starten godt ved, man er galt afmarcheret, så begynder man oppe i hjernen at argumentere for, at det man gør, er helt i orden. Man finder på alle mulige langt ude undskyldninger, og stille og roligt rykker man ved sin egen grænse for, hvad der er acceptabelt.«
LÆS OGSÅ: Derfor skriver han ikke tilbage til dig
Maj Wismanns råd er derfor at lægge kortene på bordet og tage de tæv, der følger med. Et andet vigtigt argument for at gå til bekendelse er risikoen for at blive opdaget.
»Jeg har siddet med par, hvor utroskaben først er blevet afsløret efter 20-30 år. Det kan udløse meget voldsomme reaktioner. Den bedragne har en oplevelse af at have levet på en løgn og synes måske, de har spildt hele deres liv på den konto.«
»Det korte svar er, at man skal lade være! Man skal lade være med at begå utroskab. Har man alligevel dummet sig, skal man lade være med at sige noget, og man skal lade være med at gøre det igen.«
Denne artikel blev oprindeligt bragt hos Eurowoman.