Anne-Mette Gravgaard var tæt på at dø under en ulykke, men plastikkirurgen Jørn Ege kom hende til undsætning.

Sognepræsten Anne-Mette Gravgaard skulle egentlig ikke have været i live i dag efter en fatal trafikulykke for 11 år siden - men hun fik hjælp fra en uventet kant.

Kaos. Skræmte øjenvidner. Blodet sprøjtede til alle sider, da lægen Jørn Ege slog en knude på Anne-Mette Gravgaards venstre arms afrevne årer og strammede et bælte om, hvad der var tilbage af hendes ben. Resten af benet lå smadret under et lastvognshjul.

Det var en sommerdag i august 2003, da Anne-Mette Gravgaard cyklede en tur i Københavns gader, da en lastvogn med anhænger kom kørende imod hende. Lastvognen fik ved et uheld fat i hende og slæbte hende rundt i svinget og ind under lastbilen.

Larmen fra den skrækkelige ulykke og Anne-Mette Gravgaards skrig hørte Jørn Ege, som var i gang med en fedtsugningsoperation i sin klinik i Toldbodgade. Han styrtede ud til hende og ydede førstehjælp.

Dybt taknemmelig

Gerningen, som Jørn Ege udførte, vil mange mennesker sikkert betegne som en naturlig reaktion fra én, der har aflagt lægeløftet om at redde andres liv.

Offeret for trakfikulykken, Anne-Mette Gravgaard, mistede både et ben og en arm, men er alligevel dybt taknemmelig for den hjælp, hun fik.

Siden ulykken havde Jørn Ege og Anne-Mette Gravgaard haft kontakt og set hinanden et par gange. Hun fortæller til BT, at hun er meget berørt over Jørn Eges død.

- Hans død berører mig vældig meget, især fordi jeg ikke kan ringe til ham en gang imellem og sige tak og tale om løst og fast. Jeg har kun været uendeligt taknemlig for hans hjælp. Jeg har altid været der, når han har ringet til mig. Jeg sætter utroligt meget pris på, at han har reddet mit liv - det skal der et grænsesprængende menneske til at gøre.

Selvom Jørn Ege er beskyldt for skamferinger og for at have ødelagt en række patienters liv, siger Anne-Mette Gravgaard, at Jørn Ege også har hjulpet mange andre mennesker, som ligesom hende sætter pris på, hvad han har gjort for dem.

- Jeg forstår ikke, at der ikke er flere, der er stået frem og har fortalt, at han også har gjort noget godt. Mange havde nok ændret holdning til ham, hvis de havde kendt til min historie, fortæller sognepræst Anne-Mette Gravgaard.