I modsætning til visse tidligere sæsoner i NFL er der i år ingen hold i ligaen, der med syv uger tilbage i grundspillet for alvor er ved at have trukket fra i toppen af de enkelte divisioner. En ting kan man dog være sikker på i denne sæson - man går ikke igennem en uge uden mindst én overraskelse og en skadet profil.
Søndag var det Pittsburgh Steelers tur til at glide i svinget, da en ellers overkommelig modstander i New York Jets viste sig at være en alt for stor mundfuld. Også Cincinnati Bengals’ kollaps mod Cleveland Browns fik folk til lige at tjekke resultaterne en ekstra gang, mens det var mere forventet, at Peyton Manning og Denver Broncos kom tilbage på sporet mod Oakland Raiders.
I ugens løb havde Carson Palmer forlænget sin kontrakt med Arizona Cardinals, så de har papir på hinanden i yderligere tre år. Det viste sig søndag at være i sidste øjeblik for Palmer, der må se resten af sæsonen fra sidelinjen. Mandag fik han besked om, at den skade, der tvang ham fra banen søndag, var et overrevet korsbånd. Også San Francisco 49ers har måtte sige farvel til en profil. Den erfarne forsvarsspiller Patrick Willis er røget på injured reserve med en tåskade.
Det gode ved uforudsigelighed er, at det aldrig bliver kedeligt, og selv om nogle fans nok ville ønske, at deres hold bare tromlede hen over alle modstanderne, er det fedt med masser af spænding gennem hele sæsonen og godt for denne power ranking, at placeringerne ikke er givet fra uge ét og frem.
Hver uge gør bt.dk status over den forgangne runde med en power ranking, der er en rangering af NFL-holdenes øjeblikkelige styrke. Den er sammensat ud fra princippet om, hvor mange kampe et givent hold vil vinde, hvis det skulle møde alle de andre hold lige nu.
Uenig? Kommentarer modtages på Twitter:
Her er BTs power ranking efter 10. spilleuge (i parentes står holdenes sejrsstatistik og bevægelse på listen i forhold til sidste uge):
1. New England Patriots (7-2 - ingen bevægelse)
New England Patriots' træner, Bill Belichick, sagde allerede til sine spillere lige efter sejren over Denver Broncos, at 7-2 på ingen måder er nok til at nå langt i NFL i denne sæson, og at holdets bedste fodbold endnu ikke er spillet. Tom Brady kunne efter sejren over rivalen Peyton Manning lade sig hylde for at have flere sejre end nederlag mod samtlige hold i NFL, så på papiret burde der jo ikke være nogen, han og New England Patriots ikke kan slå. Men holdet går et par svære uger i møde med modstandere som Indianapolis Colts, Detroit Lions og Green Bay Packers.
2. Denver Broncos (7-2 - ingen bevægelse)
41-17 lyder imponerende, og Denver Broncos er da også scoringsmæssigt tilbage på sporet efter nederlaget til New England i uge ni. Men nu var det NFLs ringeste mandskab, man stod over for søndag, og Peyton Manning kom skidt fra land med missede kast og to interceptions, inden han fyrede de fem touchdowns af på mindre end 17 minutter. Klasse fornægter sig dog ikke, og i sidste ende var der bare alt for stor forskel på de to mandskaber, som jo også ligger i hver sin ende af tabellen i AFC West.
3. Arizona Cardinals (8-1 - ingen bevægelse)
Arizona Cardinals har for første gang siden 1948 vundet otte af sæsonens første ni kampe, og selvom St. Louis Rams fik presset ørkenholdet godt på hjemmebane, slog Cardinals til i fjerde quarter og endte med en komfortabel sejr. Det havde dog også sin pris. Quarterback Carson Palmer, der netop har forlænget sin kontrakt med tre år, måtte køres i omklædningsrummet i fjerde quarter med det, der mandag viste sig at være et overrevet korsbånd - samme korsbånd, der røg i januar 2006. Han fortalte mandag, at han havde grædt som en lille baby, da skadens omfang gik op for ham. Backup Drew Stanton har dog tidligere på sæsonen ført Cardinals til sejre, han gjorde det søndag, og han skal nu stå i spidsen for angrebet resten af sæsonen. Første opgave bliver NFLs bedste forsvar, når Cardinals møder Detroit Lions.
4. Philadelphia Eagles (7-2 - ingen bevægelse)
Det er tankevækkende, at NFC-konferencens to højest rangerende hold begge er uden deres startende quarterback. Men ligesom Arizona Cardinals er tryg ved Drew Stanton, behøver Nick Foles’ skade ikke sænke Philadelphia Eagles’ forhåbninger om at nå slutspillet. Ikke hvis Mark Sanchez fortsætter med at spille som i sin debut mod Carolina Panthers, hvor han med to touchdowns og ingen af de turnovers, han var så berygtet for tidligere, havde en stor hånd med i 45-21-sejren. En sejr, der blev grundlagt af et opportunistisk forsvar, der med ni sacks og fem turnovers gjorde angrebets arbejdsvilkår noget lettere. Nu venter Green Bay Packers på udebane i en kamp med kæmpe implikationer for fordelingen af slutspilsbilletterne.
5. Green Bay Packers (6-3 - én plads op)
Det store spørgsmålstegn var, om Aaron Rodgers var klar til kamp igen, efter at have fået en skade i baglåret i Green Bay Packers’ seneste kamp mod New Orleans. Men friugen så ud til at have gjort Rodgers godt, og han slettede enhver tvivl allerede i første halvleg mod ærkerivalerne Chicago Bears. Han kastede seks touchdowns og sammen med resten af Green Bay-holdet gjorde han nærmest anden halvleg overflødig. Backup Matt Flynn tog over tidligt i tredje quarter, og Rodgers kunne derfor nyde 55-14-sejren fra sidelinjen med strikhue og dynejakke på. Det var i øvrigt de to holds møde nr. 190 i NFL.
6. Seattle Seahawks (6-3 - én plads op)
Marshawn Lynch er om nogen nøglespilleren hos de forsvarende Super Bowl-mestre, Seattle Seahawks, der ikke rigtig har kunnet få melodien til at spille i denne sæson. Mod New York Giants løb ‘Beast Mode’ for 140 yards og scorede fire touchdowns. Lynch’s mange løb banede også vejen for quarterback Russell Wilson - ikke til at kaste bolden, men til selv at løbe den frem ad banen. I alt løb Wilson for 107 yards og scorede også et touchdown. Det dufter lidt af Seattle-fodbold igen, hvor de mange tunge løb tromler modstanderne fra start til slut. Seahawks’ 350 yards på jorden var flest af et hold siden 2009. Trods den knusende sejr skal der dog stadig arbejdes hårdt for at nå slutspillet med Arizona Cardinals som førerhold i NFC West. Og restprogrammet er brutalt - begyndende med en udekamp mod Kansas City Chiefs, hvis tilskuere tidligere på sæsonen slog Seahawks-fansenes Guinness-rekord som de mest larmende i verden på et udendørs stadion.
7. Kansas City Chiefs (6-3 - tre pladser op)
Det holdt hårdt for Kansas City Chiefs ude mod Buffalo Bills, men en fremragende slutspurt og to touchdown-scoringer inden for fire et halvt minut i slutningen af fjerde quarter sikrede Alex Smith og co. en vigtig sejr i kampen om slutspilspladser i AFC. Både Chiefs og Bills må med henholdsvis Broncos og Patriots i deres divisioner formentlig satse på wildcard-pladser, hvis man skal i slutspillet, og derfor kan sejre i indbyrdes kampe blive lige så vigtige som sejrene i sig selv.
8. Detroit Lions (7-2 - fem pladser op)
Matthew Stafford og Detroit Lions har fået smag for de dramatiske afslutninger, og indtil nu går det da også ganske godt. Alle gode gange tre kan man jo sige, efter holdet søndag for tredje kamp i træk gennemførte et comeback i fjerde quarter. Denne gang gik det ud over Miami Dolphins, som blev besejret med fire point efter et touchdown-kast fra Stafford til Theo Riddick 29 sekunder før tid. Lions kunne også glæde sig over, at Calvin Johnson var tilbage fra sin ankelskade, og han bidrog med 113 grebne yards og et touchdown.
9. Indianapolis Colts (6-3 - ingen bevægelse)
Andrew Luck og Indianapolis Colts er formeligt godt tilfredse med at have haft en friuge og dermed ekstra tid til at forberede sig på næste opgave, som bliver New England Patriots i søndagens sene kamp. Colts har fordel af at være på hjemmebane, men Tom Brady og Patriots lader til at have fundet rytmen og har set skræmmende ud de seneste uger. Til gengæld har Luck selv også leveret ganske solide præstationer i denne sæson og allerede kastet for mere end 3.000 yards.
10. Dallas Cowboys (7-3 - én plads op)
Tony Romo var tilbage ved roret for Dallas Cowboys efter at have siddet ude i seneste kamp med to brud på ryghvirvlerne, og selvom han kun ramte plet på 20 af 27 kast og ‘nøjedes’ med 246 yards, resulterede tre af hans kast i touchdown, og det var med til at sikre sejren på 31-17 over Jacksonville Jaguars. Om det så er særlig sundt for manden at spille med tanke på hans skadeshistorik, det vil tiden vise, men man må i hvert fald gå ud fra, at Cowboys’ er glade for at have Romo på banen og Weeden på bænken. Dez Bryant greb to touchdowns og blev i alt noteret for 158 yards, men han har også trukket nogle negative overskrifter med sig - blandt andet at han og flere andre Cowboys-spillere kom for sent tilbage til hotellet i London fredag aften.
11. San Francisco 49ers (5-4 - fire pladser op)
San Francisco 49ers skulle vinde over New Orleans Saints for at holde liv i sin sæson i den stærke NFC West-division, men der skulle både held, dygtighed og overtid til, før sejren kom i hus. 49ers bragte sig ellers foran 21-10 ved pausen, men føringen blev sat over styr, og med 1.52 tilbage af fjerde quarter var 49ers bagud 21-24. Med en fjerde down og 10 yards til en ny første down leverede Colin Kaepernick varen, kastede 51 yards til Michael Crabtree på New Orleans 27-yard-linje og sikrede udligningen og overtiden via et field goal 49 sekunder før fjerde quarter sluttede. 49ers har dog stadig ikke plads til mange fejltrin, hvis man skal holde trit med Cardinals og Seahawks i NFC West. Det er en hjælp, at holdets bedste pass rusher, Aldon Smith, er tilbage efter endt karantæne. Til gengæld er linebacker Patrick Willis færdig for sæsonen, så 49ers skal håbe, at rookie Chris Borland har vist sig som en tacklemaskine som afløser for den ottedobbelte Pro Bowl’er.
12. New Orleans Saints (4-5 - ingen bevægelse)
Drew Brees vs. Colin Kaepernick. New Orleans Saints vs. San Francisco 49ers. Ingen af de to hold havde reelt råd til at tabe kampen, men der skulle findes en vinder i et opgør, der først blev afgjort i overtiden. Brees kastede tre touchdowns, to interceptions, holdt liv i håbet med nogle utrolige spil, men smed også det hele væk til sidst med en fumble på Saints’ anden angrebsserie i overtiden efter et sack af Ahmad Brooks, der dermed fik hævn for sidste år, da hans sack af Brees, som forcerede en fumble, blev dømt til at være ulovligt, hvilket betød, at Saints kunne beholde bolden og sikre sig sejren. Jimmy Graham var lige ved at sikre Saints sejren i sidste sekund af den ordinære kamp, men han blev dømt for at skubbe en modspiller fra sig, inden han greb bolden i endzone, og dermed blev hans touchdown annulleret. Selv med sølle fire sejre fører Saints dog endnu NFC South, men der skal mere til, for at nå i slutspillet.
13. Pittsburgh Steelers (6-4 - otte pladser ned)
Er der en ting, man ikke kan blive, er det da klog på Pittsburgh Steelers. To uger i træk kører det som smurt for Ben Roethlisberger og co. med et utal af touchdowns til følge, og pludselig kan angrebet ikke holde fast på bolden eller få den ind i endzonen. Fire gange smed Steelers bolden væk, og selv om der var masser af opbakning fra tilskuerne på trods af udebanen, var der ikke noget at stille op mod New York Jets, som ellers ikke havde vundet en kamp siden spiluge ét. Det er tilbage til taktikbordet for Roethlisberger og co., der spiller i en af AFCs mest jævnbyrdige divisioner.
14. Baltimore Ravens (6-4 - fire pladser op)
Efter en uge, hvor Ray Rice’ appelhøring i forbindelse med hans suspendering på ubestemt tid blev gennemført i New York (afgørelsen falder formentlig om et par uger), fik running back Justin Forsett Baltimore Ravens’ fans til at tænke på spillet igen. Han løb for 112 yards og to touchdowns mod Tennessee Titans og var sammen med et solidt Baltimore-forsvar i bund og grund forskellen på sejr og nederlag på en søndag, hvor quarterback Joe Flacco igen havde svært ved at leve op til den stjerneløn, han hæver hver uge.
15. Cleveland Browns (6-3 - fire pladser op)
‘The Factory of Sadness’ må være omdøbt til ‘The Factory of Gladness’ i disse dage, efter at Cleveland Browns for første gang i 18 forsøg vandt en udekamp over en divisionsmodstander. Anført af et forsvar, der nærmest ydmygede Cincinnati Bengals’ quarterback Andy Dalton på landsdækkende tv i den bedste sendetid, behøvede quarterback Brian Hoyer ikke gøre mere end højst nødvendigt for at sikre en knusende 24-3-sejr. Nu fører Browns sågar jævnbyrdige AFC North, men har det næstsværeste program af de fire hold. Til gengæld får angrebet snart wide receiver Josh Gordon, der afsoner en karantæne på 10 kampe, og tight end Jordan Cameron, der har haft hjernerystelse, tilbage.
16. San Diego Chargers (5-4 - ingen bevægelse)
Der findes vel ikke en bedre kur mod tre nederlag i træk end en friuge og en kamp mod et hold, der endnu ikke har vundet. Medmindre man taber selvfølgelig … Så lad os da håbe for San Diego Chargers’ fans, at træner Mike McCoy har brugt friugen på at finde ud af, hvad der er gået galt for den tidligere etter i denne power ranking, der pludselig befinder sig uden for slutspillet.
17. Miami Dolphins (5-4 - tre pladser ned)
Vil man i slutspillet, skal man også kunne forsvare en spinkel føring mod slutningen af en kamp. Det har Miami Dolphins stadig lidt svært ved, og det så man blandt andet søndag, hvor Detroit Lions fik lov til at score det afgørende touchdown 29 sekunder før tid. Når Dolphins har vundet i denne sæson, har det været med minimum 13 point - og det siger selvfølgelig noget godt om både forsvar og angreb - mens de tætte kampe er blevet tabt. Det bliver dog hurtigt op på hesten igen, for allerede torsdag venter divisionopgøret mod Buffalo Bills, og der er stadig masser at kæmpe for i AFC.
18. Cincinnati Bengals (5-3-1 - 10 pladser ned)
Det er ofte blevet sagt, at Cincinnati Bengals ville være blandt de allerbedste hold i NFL, hvis ikke det var på grund af Andy Dalton. Torsdag så man hvorfor. Quarterbacken, der ellers har ført Bengals til slutspillet i alle sine tre sæsoner i ligaen - dog uden at vinde en slutspilskamp - ramte blot på 10 ud af 33 kast for sølle 86(!) yards og havde en passer rating (2,0), der var lavere end antallet af interception (tre). 3-24-nederlaget til Cleveland Browns var det første på hjemmebane siden 9. december 2012, og med tre udekampe på stribe i de næste tre uger er Bengals’ slutspilschancer pludselig markant forringet i det tætte AFC North-division.
19. Buffalo Bills (5-4 - tre pladser ned)
Buffalo Bills holdt friuge efter 43-23-sejren over New York Jets, men mod Kansas City Chiefs søndag formåede holdet kun at sætte 13 point på tavlen, og det var i sidste ende ikke nok til at sikre sejren på hjemmebane. Men i denne sæson er det også gået bedre på udebane for Bills, og det kan quarterback Kyle Orton og resten af Bills-holdet fokusere på før torsdagens kamp, hvor Miami Dolphins tager imod i bedste sendetid.
20. Houston Texans (4-5 - ingen bevægelse)
Ryan Mallett-æraen begynder på søndag mod Cleveland Browns i en kamp, Houston Texans ikke kan tåle at tabe, hvis holdets håb om en slutspilsplads skal bevare en snert af realisme. Quarterbacken, der kom til Texans fra New England Patriots kort før sæsonstart, har aldrig startet en kamp i sine fire år i NFL, så det bliver spændende at se, hvad han kan. Mallett kan dog læne sig op ad running back Arian Foster, der har brugt friugen på at pleje en skade i baglåret.
21. Minnesota Vikings (4-5 - ingen bevægelse)
Minnesota Vikings gik ind til friugen med to sejre i træk, og holdet har alle muligheder for at få tredje sejr på stribe, når holdet ude møder divisionsrivalerne Chicago Bears, der stadig ikke har vundet på hjemmebane. Slutspillet er nok uden for rækkevidde for Vikings, for selv om restprogrammet virker overkommeligt, vil holdet næppe kunne indhente Detroit Lions eller Green Bay Packers, men hvis quarterback Teddy Bridgewater fortsætter sin udvikling, står Vikings med gode kort på hånden til næste år.
22. Atlanta Falcons (3-6 - seks pladser op)
Med tre sejre og seks nederlag halvvejs i grundspillet burde en plads i slutspillet være langt væk. Men heldigvis for Atlanta Falcons er der ikke rigtig nogen af holdene i NFC South, der kan finde ud af at vinde ret mange kampe i denne sæson. Derfor er der med syv kampe tilbage stadig masser at spille for. Det faktum, at man fik sat en stopper for den stime på fem nederlag i træk, som man havde opbygget, må give selvtillid før søndagens vigtige opgør mod Carolina Panthers, som faktisk kan sende Falcons op på førstepladsen, hvis New Orleans Saints igen snubler på hjemmebane - også selv om angrebsstatistikken ikke ser videre imponerende ud for Matt Ryan og co.
23. St. Louis Rams (3-6 - én plads ned)
Austin Davis kæmpede en kamp fra quarterback-positionen hos St. Louis Rams, og selv om der skulle gå mere end tre quarters, før Arizona Cardinals trak fra, var der i sidste ende ikke noget at stille op for Davis, der kastede to interceptions til Patrick Peterson - den anden blev returneret til touchdown. Kort tid efter fumblede Davis bolden, og den returnerede Cardinals’ Antonio Cromartie 14 yards til endnu et touchdown. Rams ligger fortsat sidst i NFC West og har nu fem sejre op til Cardinals på førstepladsen, så der skal efterhånden en hel spandfuld mirakler til, hvis man skal tro på andet end julemanden i december.
24. New York Jets (2-8 - syv pladser op)
Endelig lykkedes det igen for New York Jets at vinde en kamp. Efter otte nederlag på stribe var det næppe mod Pittsburgh Steelers, man havde set sejren komme, men 20-13 i Jets’ favør lød scoren efter 60 spilminutter. Oven på den noget overraskende sejr over Steelers blev Jets’ quarterback Michael Vick citeret for at sige, at holdet kunne have vundet flere kampe, hvis han havde været startende quarterback noget før. Det er trods alt en påstand, der er svær at bevise, men mon ikke Vick får genvalg, når Jets’ har hvilet sig med en friuge og i næste uge skal i aktion igen mod Buffalo Bills.
25. Washington Redskins (3-6 - ingen bevægelse)
Med et besøg fra Tampa Bay Buccaneers burde Washington Redskins på papiret få en blød introduktion til ligaen efter friugen, der formentlig har givet Robert Griffin III lidt ekstra tid til at komme på bølgelængde med resten af angrebet igen. Wide receiver DeSean Jackson, der ellers har holdt lav profil på holdet efter sit skifte fra Philadelphia Eagles, tog for nylig ordet på et holdmøde og understregede, at spillerne er nødt til at holde sammen, selvom det ikke går så godt på banen. Ifølge ESPN talte han også med RGIII både før og efter mødet og understregede over for quarterbacken, at han ikke har noget at bevise, og at han ikke behøver at bære holdet på sine skuldre alene.
26. New York Giants (3-6 - to pladser ned)
Det så egentlig meget godt ud for New York Giants i første halvleg mod Seattle Seahawks søndag - i hvert fald væsentlig bedre end seneste kamp mod Indianapolis Colts. Men der er et eller andet grundlæggende, der ikke fungerer for Giants i denne sæson, og som minimum kan man jo konstatere, at holdet intet kunne stille op mod Marshawn Lynch, der løb i endzone fire gange. Manning er heller ikke videre skarp, selv om han har en spirende stjerne i Odell Beckham Jr., der greb bolde for 108 yards søndag. Giants har nu tabt fire i træk, og man begynder at skulle se meget langt ud i horisonten for at få øje på en slutspilsbillet til New Yorker-holdet.
27. Carolina Panthers (3-6-1 - én plads ned)
Hvis man kan lide amerikansk fodbold, kunne man ikke andet end få lidt ondt af Carolina Panthers’ forsvar i mandagskampen. De kæmpede for at holde vandet ude af den synkende skude, der allerede sprang læk efter 41 sekunder. To turnovers inden for de første to minutter og ti Philadelphia Eagles-point til følge gjorde det hurtigt svært for Cam Newton og co., men spørgsmålet er også, om Newton ikke burde være taget ud af kampen om ikke før, så i pausen. Intet fungerede for den ellers talentfulde quarterback, og han kastede tre interceptions, blev sacket ni gange og fumblede også en enkelt gang. Han så heller ikke særlig komfortabel ud på banen, og selvom træner Ron Rivera tirsdag afviste det, rapporterede Fox Sports’ Mike Garafolo tirsdag om, at Newton nu har en skade i højre fod - som en følge af hans skade i venstre ankel.
28. Chicago Bears (3-6 - fem pladser ned)
Av, av, av … Det er tungt at være fra Chicago i disse dage. Chicago Bears har nu to kampe i træk tilladt modstanderen at score 50 point eller mere. Det er ikke sket i NFL, før eller siden Rochester Jeffersons gjorde det i 1923. Jay Cutler har det generelt ikke godt som quarterback, når han spiller mod Green Bay Packers, og søndag kastede han da også to interceptions, så han nu er oppe på 12 interceptions i sine fire kampe på Lambeau Field. ‘Vi er ikke et særlig godt fodboldhold lige nu,’ er træner Marc Trestman mandag citeret for at sige. Det kalder næsten på en ‘No s*** Sherlock’. Bears har endnu ikke vundet på hjemmebane i denne sæson, og spørgsmålet er, om det lykkes søndag mod Minnesota Vikings.
29. Tennessee Titans (2-7 - to pladser ned)
Det så egentlig okay ud efter første quarter, hvor Tennessee Titans var foran 7-0 mod Baltimore Ravens, men rookie-quarterback Zach Mettenberger havde det svært i sin første udebanekamp som startende quarterback i NFL. Det stod uafgjort ved pausen, men angrebet kunne intet stille op i anden halvleg, og faktisk fik Mettenberger og co. først selv spillet sig frem til en første down med fire et halvt minut tilbage af kampen. På den måde er det svært at vinde kampe, og Titans har da også tabt tre i træk nu.
30. Jacksonville Jaguars (1-9 - én plads ned)
Der er ikke meget hjemmebane ved Wembley i London. I hvert fald er det efter Jacksonville Jaguars’ nederlag til Dallas Cowboys søndag ikke lykkedes nogen af de tre hjemmebanehold at vinde i NFLs internationale kampe i denne sæson. 22-årige Blake Bortles nøjedes med at kaste en interception mod Cowboys, og størstedelen af Jaguars’ pointhøst søndag kom i slutningen af opgøret, hvor kampen stort set var afgjort. Men måske kan erfaringen fra den internationale scene hjælpe de to kommende sæsoner, hvor Jaguars begge år atter har en hjemmekamp på Wembley.
31. Tampa Bay Buccaneers (1-8 - én plads ned)
Tampa Bay Buccaneers havde for første gang siden 18. september quarterback Josh McCowen tilbage fra en fingerskade. Og han gjorde da også, hvad han kunne og bragte Buccaneers foran 17-16 mod Atlanta Falcons i begyndelsen af fjerde quarter, men den føring var ikke stor nok, og til sidst smuldrede det hele for Tampa Bay, der har tabt alle fem hjemmekampe hidtil i denne sæson. Men holdet prøver i hvert fald udadtil stadig at holde fast i håbet. ‘Du har to valg. Du kan lægge dig i fosterstilling og håbe, at det forsvinder, eller også kan du gøre noget ved det,’ sagde Josh McCowen og tror på, at han og holdkammeraterne gør det sidste.
32. Oakland Raiders (0-9 - ingen bevægelse)
Livet som boksebold for resten af holdene i NFL kan ikke være sjovt, og det hjælper næppe at sige, at Oakland Raiders jo er vant til at tabe. Efter nederlaget til Denver Broncos på 17-41 har Oakland-holdet nu tabt 15 kampe i træk, og den sørgelige klubrekord med 19 nederlag på stribe rykker nærmere og nærmere. Spillerne vil formentlig gøre, hvad de kan for at undgå den rekord, der har stået siden december 1962, men spørgsmålet er, om rookie-quarterback Derek Carr og resten af holdet kan stampe nok angreb og forsvar op af jorden til at få slettet nullet i sejrskolonnen.