"Du har altid befundet dig godt i din alder, da du var 40, da du var 50 og de næste ti år. Du er smukkere end nogensinde," lød det forelsket fra statsministeren, der også var morsom og i det hele taget ikke sagde øh en eneste gang. Det hele kom direkte fra hjertet.

"Du er blid, men også en løvinde, hvis der sker noget med familien. Du er farlig, når du er såret.

Og det er en fornøjelse for dig, når vi kan overraske pressen. Husker du Pavarotti? Husker du Petersens Familiehave? Og der var besværet, da vi begge fik nye jobs. Hvad med ligestillingen, hvad med skjorterne.

Jeg kan sige, at man får fem skjorter vasket for 90 kr. ude i byen. Det er stabiliserende for ethvert forhold," sagde Nyrup og sluttede:

"Dine blå øjne sprænger tid og grænser. Jeg glæder mig til at dele år med dig, min kammerat, min livsledsagerske, min allerallernærmeste.

Ja, nu vil I have os til at gøre en hel masse, men det gør vi ikke," sagde Nyrup til fotograferne, men kunne så alligevel ikke lade være med at give Lone et forelsket knus.

De personer, der har holdt liv i skilsmisserygterne det seneste halvandet år, må æde deres ord i sig efter denne seance, hvor statsministeren og EU-parlamentarikeren nærmest opførte sig som rødmende skolekærester.

Lone Dybkjær svarede:

"Det er grænseoverskridende for os at sige sådan noget offentligt. Men jeg ved godt, du gerne vil bære mig på hænder hele livet. Og jeg ved, det er min skyld, jeg ikke lader dig gøre det.

En dag som i dag kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare lader dig gøre det.

Tak fordi du støtter mig, når jeg er ked af det, og når jeg er glad. Du er bare meget dejlig," sagde Lone Dybkjær, der havde Pouls morgengave om halsen.

Fødselsdagsgaven var en sølvhalskæde specielt designet til Lone af sølvsmeden Claus Bjerring. Med tilhørende øreringe med perler.

Fruen er "totalt vild" med sølvhalskæder, har vi ladet os fortælle, og derfor har Nyrup også selv været med til at beslutte designet.

Gaven gav han Lone i går morges sammen med to lys på en bakke, og i aftes holdt parret privat fest i Statsministeriet. Selve receptionen blev et tilløbsstykke af rang.

Samtaleværelset var proppet til sidste milimeter, selv om Lone Dybkjær ikke troede, der ville komme ret mange.

Der var alt, hvad der kan krybe og gå. Bl.a. Anders Fogh Rasmussen, Mogens Lykketoft, Marianne Jelved, Henning Dyremose, Palle Simonsen, Erik Ninn-Hansen, Michael Christiansen, Lisbeth Knudsen, Lone Kühlmann, Hans Jensen, Pia Kjærsgaard, Svend Auken, Karen Jespersen, Henrik Dam Kristensen, Frank Jensen, Lilli Gyldenkilde og Kirsten Jacobsen.