I år er det tyve år siden, Poul Nyrup Rasmussen gennemlevede sit livs sorg. Den 20. august 1993 valgte hans psykisk syge datter, Signe, at tage sit eget liv. Hun blev kun 24 år.

Blot syv måneder forinden var han blevet udnævnt til Danmarks nye statsminister, og selv om han fortsatte med at lede landet, vendte tragedien op og ned på hans liv. I dag, tyve år efter, lever hans eneste datter stadig videre i sin fars hjerte.

- Signe er fortsat en del af mig. Hun er her, og det er der ikke noget mystisk i. Jeg har jo ret til, når jeg synes, det skal være, at gå ud og videreføre de samtaler ved gravstedet, som blev så brutalt afbrudt. Og jeg har altid ret til at spørge ‘hvad synes du, Signe’, fortæller en hudløst ærlig Poul Nyrup Rasmussen.

Tema om psykiske lidelser

De svære ord fra den tidligere statsminister falder i DR2-temaet ‘Sindssyg’ om psykiske lidelser, som bliver sendt i aften. Her beskriver Poul Nyrup, 69, helt uden filter, hvordan han altid må leve med smerten over at have mistet sit eneste barn.

- Tiden læger mange sår, men der er altså nogle, den ikke læger. Og hvis du har mistet det mest dyrebare, der findes i din verden, så kan tiden ikke læge det, og sådan er det. Dermed er den, du har mistet, fortsat en del af dig og dit liv, siger han.

Andre kendte danskere står også frem i DR2-temaet ’Sindssyg’. Studievært Henrik Dahl, kendt fra DRs Rabatten, og cirkusdronning Diana Benneweis fortæller i detaljer om deres psykiske lidelser og om, hvordan det har haft store konsekvenser for ikke blot dem selv, men også deres pårørende.

Det kender Poul Nyrup alt til som far til psykisk syge Signe.

- Når man oplever, at ens datter eller søn, far eller mor får en psykisk lidelse, bliver man chokeret. Man tænker ‘ikke min datter, ikke min søn, de er jo de bedste, der findes. Det kan ikke lade sig gøre. Det har jeg jo sørget for i min opdragelse. Du skal bare tage dig sammen, skal du’, husker Poul Nyrup om sin første reaktion.

På grund af sit ubeskrivelige tab, og måske som en del af sin selvterapi, har den socialdemokratiske politiker engageret sig i flere organisationer, der kæmper for at hjælpe psykisk syge. Tidligere har han åbenhjertigt afsløret, at han kæmpede med følelsen af at have for travlt i de svære år op til Signes selvmord.

Lang tid om at erkende

- Det tog lang tid for mig at erkende, at den datter, jeg elskede så højt, var ramt af en psykisk lidelse. Rejsen derhen var smertefuld og lang, og den kunne godt have været kortere, kan jeg se i dag. Hvis man så har travlt ved siden af, tager det endnu længere tid, fortæller han om de barske år, hvor han sideløbende med sin datters forværring var ved at arbejde sig helt til tops i dansk politik.

Programmet ‘Sindssyg’ med kendte og ukendte danskeres fortælling om psykiske lidelser vises i aften kl. 20 på DR2.