Mangemillionæren Martin Bundgaard, der er barnebarn af den folkekære skuespiller Poul Bundgaard, er ikke kendt for at holde sig tilbage med at forbruge løs af sin arvede formue. Nu afslører den kontroversielle arving, der kommer fra en af Danmarks gamle industrifamilier, mere om livet i overklassen.
Penge gør ikke en lykkelig. Det udsagn hører man igen og igen fra især folk, der har penge nok.
Men omvendt er der heller ikke tvivl om, at penge i den grad kan og bør forsøde ens tilværelse. Det mener den 26-årige milliardærarving Martin Bundgaard, der afslørede detaljer fra livet i overklassen i et afsnit af TV 2 ZULU-serie 'Lillemand', skriver TV2.
Den stenrige arving var inviteret ind som ’overklasseekspert’ i programmet ’Gods og Guld’ fra Lillemand
Martin Bundgaard holdt sig dog ikke tilbage med informationer om livet i overklassen, som han grundet sin arvede formue er en del af. Som arving til en af Danmarks ældste og engang mest respekterede industrifamilier, der stod bag grundlæggelsen af FLSchmidt, har han nemlig udsigt til at arve en formue.
Blandt andet har den unge arving udtalt, at der er masser af løgne og hemmeligheder i overklassen.
»Det er nok de mest magtfulde her på jorden, der har flest hemmeligheder i bund og grund - og det hjælper penge jo med at skjule på den ene eller den anden måde,« har Martin Bundgaard fortalt til TV2.
I programmet afslørede han også sit eget syn på rigdom og penge:
»Der er selvfølgelig nogle ting, der koster noget i livet; lækre rejser, lækre hoteller, lækre biler, lækre huse. Altså, hvis man har tjent pengene selv, så har man da ti gange mere ret til at flashe det, end hvis man er født til dem. Efter min mening,« lød det fra den rige arving, der mener, at man bare skal give den fuld gas med blærerøvsstilen.
»Hvis man har gået og knoklet røven ud af bukserne, og du gerne vil have en Ferrarri, så gå da ud og køb fem af dem, hvis du har lyst,« lyder det fra Martin Bundgaard, der bestemt heller ikke selv har holdt sig tilbage med at 'flashe' sin rigdom.
Han har tidligere i flere interviews stået frem og fortalt, hvordan han nyder rigmandslivet, og hvordan han glædeligt bruger sine penge. I et interview med både Berlingske og Euroman tidligere på året har han blandt andet fortalt, hvordan han før i tiden gik under navnet ’Crazy Martin’, fordi han festede hele tiden, og hvordan blandt andet i sine branderter fik lavet tatoveringer, som han ikke senere kunne huske.
Uddannelse har han dog ikke brugt meget tid på, idet han gik ud af niende klasse. I stedet har han lært sig selv, hvordan man begår sig i erhvervslivet.
Som 16-årig etablerede han et pladeselskab i Milano, ligesom han også har forsøgt sig i skobranchen.
Senest har han dog også satset lidt på at forsøge at genindvinde noget af den formue, som han har brugt på fester, og han har sammen med en række partnere startet spiritusfirmaet I AM, der blandt andet leverer vodka til natklubber og restauranter i København.

