»Alt hvad der kan komplicere verden, det gør jeg. Det er altid godt at gøre tingene så nydeligt og kompliceret, at ingen kan regne den ud.«

Det fortæller USA's nyindsatte præsident, Donald Trump, i et snart 20 år gammelt interview til magasinet The New Yorker.

Mange vil mene, at disse ord har en næsten profetisk klang nu, hvor den 70-årige er i gang med at formulere sin politik som præsident.

'Make America Great Again,' lød Trumps slogan under valgkampen. At gøre noget stort var en tankegang, som genlød i hjemmet i Queens i New York, hvor Trump kom til verden 14. juni 1946. Det fremgår af biografier og interviews.

Han var det fjerde af fire børn, og han beskrives som en vildbasse. Faderen Fred var af tysk herkomst. Familienavnet var tidligere ændret fra Drumpf til Trump.

»Hans far var hans idol,« fortæller en af familiens tidligere ejendomsadministrator til New York Times.

Faderen handlede med ejendomme og ejede 15.000 lejligheder i Brooklyn og Queens. Han forsøgte at lære sine børn at være benhård i forretninger. Blandt andet at undgå at få sorte lejere indenfor, konstaterede USA's justitsministerium i 1973. Det gav familievirksomheden et ry for racisme.

For at styre vildskaben og pjækkeriet fra skole blev Donald som 13-årig sendt på et militærakademi. Ikke for at blive soldat, for det blev han aldrig, men for at blive disciplineret.

Donald Trump overtog i 1971 familiefirmaet. Han er kendt for at være en brutal erhvervsmand, der beskrives som humorforladt og nærtagende.

Kvinder med lange ben og store bryster har hele tiden været en del af fortællingen. Trump giftede sig i 1977 med den tjekkiske model Ivana Zelnickova.

Siden kom to andre ægteskaber til. Det seneste med den slovenske model Melania, som han giftede sig med i 2005.

Grunden til, at han overhovedet kunne blive valgt til USA's næste præsident, var formentlig hans 14 sæsoner som reality-stjerne i det populære program The Apprentice på NBC.

Serien gjorde ham kendt i hver en krog af USA.

/ritzau/