Den 29-årige canadiske pornoskuespiller, Luca Rocco Magnotta, som er eftersøgt for mordet på sin mandlige kæreste, er angiveligt blevet spottet flere gange i Paris.
Luca Rocco Magnotta er blevet en af de mest eftersøgte mænd i verden, efter politiet i Canada har ham mistænkt for at dræbe, partere og filme sine ugerninger mod hans mandlige kæreste, den 33-årige kinesiske Jun Lin.
Nyhedsbureauet QMI Agency meddeler ifølge politiken.dk, at Magnotta blandt andet blev set på et hotel i midten af Paris tirsdag 29. maj.
Yderligere skulle fransk politi have fundet nogle af Magnottas ejendele, herunder pornoblade og en brækpose fra et fly, der flyver mellem Canada og Frankrig.
Magnotta kom i det canadiske politis søgelys, da hovedkvarteret for det konservative parti i Canada fik en afskåret fod tilsendt, og en afskåret hånd blev fundet på et posthus i Ottawa.
Canadisk politis efterforskning viste, at ligdelene stammede fra den 33-årige kinesiske Jun Lin, som angiveligt var Magnottas kæreste.
Drabet blev massivt omtalt i alverdens medier, særligt fordi Magnotta filmede drabet og parteringen, hvorefter optagelsen blev lagt ud på internettet og set af utallige.
Interpol har sat Magnotta på sin liste over de mest eftersøgte forbrydere.