Den canadiske skuespiller Alan Thicke er død i en alder af 69.

Det skriver LA Times.

Alan Thicke, der er far til den berømte musiker Robin Thicke, som mange kan huske fra kæmpehittet 'Blurred Lines', blev et kendt navn i de amerikanske og canadiske hjem i 1980'erne, da han i rollen som Dr. Jason Seaver var med til at gøre tv-serien 'Growing Pains', der blandt andet også havde en ung Leonardo DiCaprio på rollelisten, til et stort hit.

Samtidig var han også med til at definere far-rollen i Hollywood-sitcoms i år frem gennem serien, der løb fra 1985-1992.

De senere år bød ikke på store hovedroller for Alan Thicke, men han har haft adskillige mindre optrædener i mange berømte serier. Blandt de forskellige serier kan nævnes: 'Vore Værste År', 'Joey', 'How I Met Your Mother' og senest i 'Fuller House' - genskabelsen af kæmpehittet 'Full House' på Netflix.

Alan Thickes død er blevet bekræftet over for LA Times af sønnen Robin Thicke, der kalder sin far 'den største mand, jeg nogensinde har mødt' og en 'sand gentleman' til avisen.

Han fortæller samtidig, at Alan Thicke døde af et hjertestop, som han blev ramt af, mens han spillede hockey med sin 19-årige søn Carter Thicke.

»Jeg så ham for et par dage siden, og jeg fortalte ham, hvor meget jeg elskede ham og respekterede ham. Det gode er, at han var elsket, og han var afklaret,« siger Robin Thicke om sin far.

Udover at være en skuespiller, gjorde Alan Thicke sig også i musik, hvor han blandt andet har skabt den originale temasang til den amerikanske udgave af 'Lykkehjulet', og så optrådte han også som vært på forskellige programmer.