Det er 18 år siden, at det sidste afsnit blev sendt. Men nu lader der til at være nye fortællinger på vej om parret Paul og Jamie Buchman.

Gennem 162 afsnit kunne seerne følge med i det nygifte pars liv i den amerikanske sitcom ‘Mad about you’ - på dansk ‘Vild med dig’, der havde Helen Hunt og Paul Reiser i hovedrollerne. Og selvom serien, der blev sendt gennem syv år fra 1992, sluttede for næsten to årtier siden, puster Sony, der producerede serien, nu liv i den igen, skriver TVline på baggrund af flere anonyme kilder.

Ifølge mediet er det Paul Reiser, som ud over at spille den mandlige hovedrolle dengang også stod for skabelsen af serien, der er primus motor i genoplivningen af den populære sitcom.

Ifølge en kilde vil de nye afsnit af serien tage udgangspunkt i, at parrets 17-årige datter er fløjet fra reden for at begynde livet på universitetet.

I efteråret åbnede Paul Reiser op for, at ‘Vild med dig’ ville vendte tilbage i forbindelse med et interview om hans rolle i anden sæson af hit-serien ‘Stranger Things’.

»Hvis vi kan finde historien at fortælle, og nogen er interesserede, vil jeg være åben for det,« sagde han dengang til magasinet People.