Er du en af de tusindvis af danskere, som ynder at slå vejen forbi McDonald's for at få dig en omgang fast food i ny og næ, når du er i udlandet - eksempelvis i USA? Så kan det være, du skal til at ændre vaner. I hvert fald når det kommer til, hvilken dessert du bestiller fra fast food-giganten.

Noget tyder nemlig på, at en af de mest populære desserter hos McDonald's kan være på vej til at forsvinde fra sortimentet.

Det drejer sig specifikt om desserten McFlurry i den version, som kommer med M&M's, som er en populær dessert i USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Årsagen, til at McFlurry med M&M's kan være ved at forsvinde, skal ikke findes hos McDonald's selv, men i stedet hos fødevaregiganten Mars Inc, der står bag netop M&M's – samt mange andre kendte chokolade-snacks som Mars og Snickers.

For selvom Mars Inc uden tvivl tjener styrtende med penge på, at McDonalds blander is med M&M's, så har Mars Inc de senere år – ifølge Reuters – gået ind på en mere sund kurs, hvor selskabet anbefaler, at søde sager som netop M&M's, Mars og Snickers nydes i 'moderate mængder'.

Tjener 165 mia. på søde sager
Men det går dog umiddelbart imod, hvad Mars Inc tidligere har stået for, slås det fast i artiklen fra Reuters. Og med en årlig indkomst på omkring 165 milliarder kroner på søde sager er Mars Inc da også en af verdens førende leverandører af slik.

Og koncernen har netop gennem de seneste år boostet salget af varer som M&M's, Mars og Snickers ved at kombinerer dem med andre allerede kendte varemærker som netop McFlurry.

Mars Inc har ikke selv bekræftet historien, men ifølge Reuters skal det hænge sammen med, at der gennem det seneste stykke tid har været et øget fokus i USA på, at befolkningen, som i stigende grad bliver mere og mere overvægtig, skal spise sundere.

Og det er i den forbindelse, Mars Inc vælger en strategi, hvor der satses mere 'sundt'. Og derfor er det ikke kun i netop McFlurry, men også andre desserter at M&M's muligvis forsvinder.

Herhjemme har McDonalds tidligere haft Smarties i deres McFlurry. Men det er  heller ikke muligt at få længere.