Den jugoslaviske regering trak i dag et omstridt forslag om en ny anti-terrorlov tilbage i parlamentet. Grunden var angiveligt, at der var brug for en grundigere "undersøgelse" af lovforslaget.

Ifølge vicepremierminister Vladan Kutlesic har regeringen bestemt sig for at trække forslaget tilbage "efter konsultation med alle partier", men han understregede samtidig, at den Milosevic-kontrollerede regering vender tilbage med anti-terrorloven i den nærmeste fremtid.

Det kontroversielle lovforslag ville bl.a. betyde alvorlige fængselsstraffe på mindst fem år for "handlinger, der truer den forfatningsmæssige orden." Forslaget er blevet skarpt kritiseret internationalt for at være direkte rettet mod at knuse oppositionsbevægelser i Jugoslavien. /ritzau/AFP