Tirsdag går Helle Thorning (S) på talerstolen for at holde sin åbningstale på Folketingets første arbejdsdag. Her skal hun kickstarte en ny politisk sæson. En sæson, som kommer til at byde på et folketingsvalg. Derfor skal Thorning holde tungen lige i munden og ikke tale om hvad som helst.

Dagpenge, konkrete løfter, hun ikke kan levere på, og partipolitik er de forbudte ord i hendes åbningstale, siger politisk redaktør Jesper Termansen.

- Hun hverken kan eller vil levere på dagpengeområdet. Det er en antipersonel mine, som ligger ude i terrænet, som hun ikke vil tale om. Hvis hun skal tale om ledighed, så skal hun tale om det på en empatisk måde. Fortælle om, hvad regeringen gør på alle mulige andre måder for, at ledige kommer i arbejde, siger Jesper Termansen.

Statsministeren skal også holde sig fra konkrete løfter, hvis hun ikke kan levere varen.

- Hvis hun går ned på et alt for detaljeret plan, så risikerer hun, at blive målt på en meget konkret og ubehagelig hverdag, som kan ramme hende, siger Jesper Termansen.

Åbningstalen er forbeholdt en overordnet snak om nationens tilstand og regeringens politik. Derfor må hun gemme den socialdemokratiske partipolitik til torsdagens åbningsdebat.

- Hun bliver nødt til at gemme den partipolitiske polemik væk. Hendes opgave er at vise, at hun er statsminister for hele Danmark, så hun kan ikke gøre det til en partipolitisk tale, siger Jesper Termansen.

Tvungen tale
Statsministeren er en presset dame. Meningsmålingerne er ringe, og hun er endnu ikke sluppet ud af dagpengestormvejret. Så åbningstalen skal blandt andet bruges til at vise, at hun ikke har mistet pusten, selvom hun er gået ind i sit fjerde og sidste år inden valget.

- Hun skal vise, at hun ikke er gået kold endnu. Det er rituelt at kritisere en statsminister i slutningen af perioden for at have tabt pusten. Så hun er nødt til at komme med nogle konkrete initiativer, hvor hun vel at mærke kan levere varen, siger Jesper Termansen, der peger på sidste års aftale om identifikationskort til arbejdere på byggepladser, som eksempel på et konkret initiativ.

Hun skal levere det, som Termansen kalder 'vinduespynt'. Små, konkrete initiativer, som viser en tydelig socialdemokratisk retning uden at blive for partipolitisk.

Den blå blok er gået hårdt ind i kampen om at vise, hvem der er mest tough-on-crime. Den fakkel blive Thorning nødt til at stjæle og bære videre.

- Hun skal tale om modbydeligheden ved hellige krigere. Hun skal sige, at vi ikke skal finde os i det, og hun skal referere til, at regeringen vil slå hårdt ned på danskere, der rejser ud og kæmper på terroristernes side, siger Jesper Termansen.

Thorning skal også bruge talen til at minde vælgerne om de resultater, som regeringen har skabt i løbet af de tre år. Derfor kommer hun til at betone politiske resultater, der viser det socialdemokratiske præg, som regeringen har sat på Danmark.

- Hun skal tale om, at man har muliggjort, at børn får en bedre skolegang på grund af folkeskolereformen. At regeringen har lanceret et sundhedsudspil, som sikrer penge til f.eks. kræftbehandling. Og indtil for nylig ville hun nok også have talt om, at regeringen har vendt en recession til en lillebitte økonomisk fremgang. Det er blevet lidt sværere efter, at vækstprognoserne ser mindre positive ud, siger Jesper Termansen.

Folketinget holder tirsdag middag sit første møde efter ferien. Dagen starter med valg af formand og næstformænd for Folketinget. Bagefter går Helle Thorning-Schmidt på talerstolen, for at give en 'redegørelse for rigets almindelige tilstand', som der står i Grundloven.