BT's afsløring af en bilagsbombe under Carl Holst var medvirkende til, at han tirsdag eftermiddag valgte at trække sig som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.

Det fortæller politisk kommentator på Fyens Stiftstidende, Elisabet Svane.

»Den historie har helt klart betydet noget, for den startede et andet sted, end de mange sager om hans personlige rådgiver (Christian Ingemann Nielsen, red.),« siger hun til bt.dk.

Tirsdag kunne BT dokumentere, at Region Syddanmark med fuldt overlæg fik ændret en faktura, så den skjulte udgifter for 16.000 kr. til en ekstern konsulent, som Carl Holst i 2012 og 2013 havde hyret til at skrive et indlæg og tre taler. Det blev den sidste af Carl Holsts møgsager.

Ovenpå BT's afsløring valgte Carl Holst at trække sig som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde - og det gjorde han med den begrundelse, at de mange sager imod ham var en hæmsko for regeringens arbejde.

Læs også:

I sin analyse i Fyens Stiftstidende beskriver Eilsabet Svane baggrunden for, at Holst kastede håndklædet i ringen tirsdag eftermiddag. Og her spiller BT's afsløring en vigtig rolle.

Mandag aften sad Holst ifølge Elisabet Svane og diskuterede med et par partifæller i Venstre, hvordan han skulle håndtere det samråd, han skulle have været i onsdag. På det tidspunkt havde han på ingen måde truffet beslutningen om at gå af. Men da BT breakede historien om bilagsbomben tirsdag morgen gik det pludselig stærkt.

»Tirsdag morgen og tidlig formiddag var der ministermøde hos Løkke. Carl Holst var med, og flere bemærkede, at han var meget optaget af aviserne og af de politiske analyser, der stod i aviserne,« skriver Eilsabet Svane.

Læs også:

Efter mødet havde Carl Holst en samtale med sin kredsformand fra Esbjerg Omegn, Thomas Bjerrum Rosenstand, som havde en klar besked fra baglandet: Nok må være nok. Sagen måtte stoppe.

»Kort tid efter ringede Carl Holst til Lars Løkke og meddelte sin afgang. Her var det ikke to venner, der talte sammen, det var en statsminister, der tog sin ministers beslutning til efterretning,« skriver Elisabet Svane, som overfor BT forklarer, at en politiker som har mistet opbakningen i baglandet er færdig.

Læs også:

Det var altså Carl Holst selv - og ikke Lars Løkke Rasmussen - som traf beslutningen.

Ifølge den politiske kommentator var Carl Holsts stærkeste støtter i regeringen, erhvervsminister Troels Lund Poulsen og klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt, overraskede over, at Holst valgte at trække sig. De havde så sent som tirsdag formiddag udtrykt deres uforbeholdne støtte til forsvarsministeren. Som nære allierede af Lars Løkke Rasmussen - ligesom Carl Holst selv - forsvarede de ikke den skandaleombruste minister uden statsministerens samtykke.

Men fire timer var det forbi. BTs afsløring af bilagsbomben var med til at hive den sidste flig af tæppet væk under Carl Holst.