Politisk pres på Rebilds borgmester
Det bør også undersøges, om der er et politisk ansvar i sagen for Rebild, hvor en familiefar er dømt for at have misbrugt ni børn seksuelt. Det mener en række kommunalordførere på Christiansborg.
Det bør også undersøges, om der er et politisk ansvar i sagen for Rebild, hvor en familiefar er dømt for at have misbrugt ni børn seksuelt. Det mener en række kommunalordførere på Christiansborg.
Det er slet ikke nok kun at undersøge, om der er medarbejdere eller administrative chefer, der har et ansvar for Rebild Kommunes kritisable sagsbehandling i Rebild-sagen. Sådan lyder meldingen ifølge Nordjyske Stiftstidende nu fra Christiansborg.
Det er ellers, hvad økonomiudvalget i Rebild har lagt op til. Men flere af Folketingets kommunalordførere opfordrer på det kraftigste Rebild-borgmester Anny Winther (V) til at få foretaget en uafhængig undersøgelse af det politiske ansvar.
- Jeg er selv tidligere borgmester, og det ville jeg afgjort selv gøre i den situation, og det vil jeg også anbefale Rebilds borgmester at gøre - om ikke andet så for at blive renset, siger den konservative kommunalordfører Mike Legarth.
Samme holdning har Enhedslistens gruppeformand Per Clausen.
- Politikere, som ikke formår at behandle borgerne bedre end det vi ser i Rebild, bliver forhåbentligt straffet ved næste valg. Men når sagen nu skal undersøges, så vil jeg holde fast i, at politikernes rolle og ansvar også skal undersøges, siger han.
Dansk Folkepartis kommunalordfører Morten Marinus ønsker hver en sten vendt, også politisk, og Socialdemokraterne vil gøre det nemmere, at stille borgmestre til ansvar midt i en valgperiode.
Også regeringspartiet SF er parat til at tage det næste skridt, hvis politikerne i Rebild ikke selv sætter en uvildig undersøgelse af det politiske ansvar i gang.
- I så fald vil jeg diskutere med ministeren, om hun bør tage skridtet om bede Ankestyrelsen gå ind i sagen og lave en undersøgelse, siger partiets kommunalordfører Lisbeth Beck Poulsen til Nordjyske.
I den såkaldte Rebild-sag blev en 56-årig mand og familiefar idømt en forvaringsstraf efter groft seksuelt misbrug af ni børn, hvoraf flere var hans egne. Ovenpå sagen har Rebild Kommunes Økonomiudvalg bedt byrådet om at fyre kommunaldirektøren og socialdirektøren, ligesom chefen for kommunens Center for Familie og Handicap er fratrådt.
BNB