Dansk Folkeparti var bekendt med konsekvenserne af at skære i boligydelsen.

Dansk Folkeparti var under forhandlingerne om boligydelsen i besiddelse af et dokument, der viste, at mere end 180.000 husstande ville blive ramt af besparelser på boligydelsen. Det er således ikke korrekt, når såvel formand Kristian Thulesen Dahl og finansordfører Rene Christensen (DF) fortæller, at det kommer helt bag på dem.

Dansk Folkeparti er i den grad havnet i modvind, efter at medierne den seneste tid har beskrevet, hvordan ældre rammes hårdt af de ændringer i boligydelsen, som indgår i aftalen om finansloven for 2016. Partiet har slået sig op som de ældres bannerfører, og nu er kernevælgerne i oprør over, at man har sagt ja til, at fattige pensionister skal skæres i boligydelsen.

Det var en kovending, da Kristian Thulesen Dahl onsdag medgav, at hvis eksemplerne var rigtige, så vil han nu have genåbnet forhandlingerne om boligydelsen.

Men allerede dagen efter at Dansk Folkeparti have indgået forlig om boligydelsen som led i forhandlingerne om finansloven 19. november, modtog BT en sms med foto af et dokument, der lå til grund for forhandlingerne i Finansministeriet. Af bilaget fremgår det, at 92.720 husstande i gennemsnit vil få 1.220 kr. mere om året. Mens de resterende 183.510 husstande i gennemsnit vil miste mellem 470 kr. og 7.950 kr. om året i boligydelse. DF vidste altså, at det ville få konsekvenser for pensionister, der har så lille en indkomst, at de er berettiget til boligydelse.

Ældre Sagens beregninger

Men Ældre Sagen, der har 746.000 medlemmer, var også hurtige, til at råbe vagt i gevær. Blot seks dage efter forliget var blevet præsenteret, sendte de deres beregninger direkte til alle partiernes ordførere. Dansk Folkeparti har altså kendt de konkrete konsekvenser i godt to uger, men reagerer først nu. Det sker samtidig med, at tusindvis af kommentarer på sociale medier – inklusive Kristian Thulesen Dahls egen Facebook – afslører, at danskerne har særdeles svært ved at forstå Dansk Folkepartis argumenter om, at de ikke kendte konsekvenserne.

BTs politiske kommentator Søs Marie Serup betragter det som helt usandsynligt, at Finansministeriet ikke har givet nogen bud på konsekvenserne under forhandlingerne. Hun vurderer, at der er tale om lige dele spin og et reelt forsøg på at komme til at genforhandle boligydelsen fra Dansk Folkepartis side, uanset om de har sovet i timen eller ej.

’Uhørt at revidere en aftale nu’

»Når en finanslovsaftale er lukket, så er den normalt lukket, og så forpligter forligspartierne sig til at stemme den igennem. Men nu er Dansk Folkeparti det største parti i blå blok, så indtil forslaget er stemt igennem i Folketinget, så har de mulighed for at stille ændringsforslag. Men det er usædvanligt, og det er helt uhørt, at de vil revidere en aftale allerede nu,« siger Søs Marie Serup og fortsætter:

»Der er helt sikkert også tale om konflikthåndtering, når Kristian Thulesen Dahl specifikt nævner , at han vil inddrage Ældre Sagen. Det er sådan noget, man hiver op af værktøjskassen, når kriser kræver det. Dansk Folkeparti er rystet, det kan man også se på deres reaktioner,« siger Søs Marie Serup.

Dansk Folkepartis finansordfører, Rene Christensen erkender, at partiet fik udleveret konsekvensberegninger under forhandlingerne.

»Det er også rigtigt, at vi har sagt ja til at spare på boligydelsen. Men det nye er Ældre Sagens beregninger. Hvis de er korrekte, så holder den model vi har lavet, ikke vand. Derfor forventer jeg, at Finansministeriet nu regner på Ældresagens tal og giver os en melding,« siger Rene Christensen (DF).